Lad os begynde med konklusionen: Den syriske præsident Assads regime er på sammenbruddets rand. Det kan komme, før end vi aner det – og er klar til det. Eller det kan trække ud og placere Bashar al-Assad i rollen som en international paria. Og slutspillet kan blive alt fra et blodigt kaos a la Irak til en forhandlet løsning a la Yemen. Men uanset hvad: Slutspillet er i gang. Det bekræftes af tre markante begivenheder fra de seneste to uger: Fredag 6. juli Den første fandt sted fredag 6. juli, da en af præsident Assads betroede generaler, Manaf Tlass, pludselig dukkede op i Paris efter en dramatisk flugt fra Syrien. Manaf Tlass var nemlig en ganske særlig general. Han er ikke alene barndomsven af præsident Assad. Han er også søn af Syriens tidligere forsvarsminister Mustafa Tlass, der på sin side var en nær ven af Bashar al-Assads far, tidligere præsident Hafez al-Assad. Så han kom fra den absolutte inderkreds. Men ikke nok med det.
LÆS OGSÅ Israel er parat til militær operation i Syrien
Tlass-klanen er også en fremtrædende sunnimuslimsk klan, der indtil for nylig var en vigtig allieret for Assad-regimet og dets regerende mindretal af shiamuslimske alawitter. Alliancen var en slags win-win-alliance: Tlass-klanen fik privilegier, mens det iransk- og russiskstøttede Assad-styre fik et skær af legitimitet som repræsentant for hele Syrien og ikke kun de cirka 12 procent alawitter. Med general Tlass’ afhopning blev den alliance brudt i al offentlighed. Men den havde været forberedt gennem et stykke tid: Faderen tog tidligere i år til Frankrig – angiveligt for at modtage lægebehandling – mens den stenrige storebror Firas gradvist har flyttet sine forretninger til Dubai. Fra sit nye eksil har den afhoppede general opfordret Assad til at træde tilbage, og han har taget afstand fra Assad-styrets stadig mere brutale angreb på især de syriske sunnimuslimer, som for eksempel massakrerne i Houla og Qubeir i maj og juni, som kostede knap 200 livet. De 69 var børn. Torsdag 12. juli Torsdag 12. juli fulgte endnu en massakre, denne gang i den sunnimuslimske by Treimsa, hvor op mod 200 blev dræbt. For alle tre byer gjaldt det, at massakrerne rettede sig mod sunnimuslimske enklaver, der var omgivet af byer med et flertal af alawitter fra Assad-styrets herskende klasse. Motivet kan have været frygt for at blive faldet i ryggen af sunnimuslimske oprørere eller et forsøg på at hindre dem i at skjule sig i de sunnimuslimske områder. Men uanset motivet har massakrerne bidraget til en radikalisering af konflikten og til et billede af et Assad-styre, der flere steder har kastet sig ud i en form for etnisk udrensning i og omkring sine egne højborge. Det kan så også forklare, hvorfor general Manaf Tlaff valgte at flygte: Han havde udspillet sin rolle og vidste det. Eller som den franske Syrien-ekspert Fabrice Balanche fra det franske Lyon-universitet for nylig sagde til den britiske avis The Guardian: »I den første del af oprøret blev Tlass’erne plejet af regimet, fordi de kunne garantere sunnimuslimernes loyalitet i det centrale Syrien. Men da de ikke kunne det længere, var der ingen grund til at begunstige dem. Manaf var sunnimuslimsk general i Alawitternes Republikanske Hær. Han havde ingen magt ... Han havde ikke andet valg end at flygte«.
