Egypten. Libyen. Yemen. Sudan. Tunesien. Det koger og syder i den muslimske verden. Siden i tirsdags, da terrorister dræbte USA’s ambassadør i Libyen, og demonstranter angreb den amerikanske ambassade i Egypten, er protesterne taget til mod et tilsyneladende uforberedt USA. I går nåede de nye højder oven på den muslimske fredagsbøn: I Kairo og Yemen fortsatte demonstrationerne. I Sudan opstod nye – nu også mod tyske og britiske mål. Ligesom demonstranter angreb USA’s ambassade og en amerikansk skole i Tunesien. Og folk protesterede fra Qatar til Indonesien.
På overfladen handler det om den primitive film ’Innocence of Muslims’, der håner den muslimske profet, Muhammed. Men under denne overflade ulmer også en virkelighed, der har langt større perspektiver end den vrede, som ellers lige nu giver mindelser om den danske Muhammedkrise i 2006.




























