Om ni dage er det præcis to år siden, at den 26-årige tuneser Tarek Mohamed Bouazizi i desperation over sin situation satte ild til selv – og til hele den arabiske verden. Men mens Bouazizi døde efter få uger, blev hans skæbne afsættet til en arabisk opstand, der varigt har vendt op og ned på den arabiske verden, men som langtfra er afsluttet. I Syrien raser lige nu et stadig mere blodigt oprør mod det siddende regime – på 22. måned. I lande som Tunesien, Libyen og Egypten er den første del af opstanden bragt til en ende med tidligere diktatorers fald, men nu kæmper revolutionens børn om dens sjæl. Resultatet er alt andet end givet: Var deres opstande kun første skridt på vejen til en form for islamisk revolution? Eller er den arabiske verden blot i gang med endeligt at gøre op med tidligere tiders kolonivælde ved at definere en samtid, hvor traditionelle islamiske værdier går hånd i hånd med demokratiske principper? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at efterspillet til en stribe af de ’arabiske forår’ lige nu domineres af islamister fra især Det Muslimske Broderskab. Et Broderskab, der i en række tilfælde er kastet ud i en svær balancegang mellem yderliggående salafister – ofte fra lavere sociale klasser – og mistroiske sekulære – ofte fra middelklassen – der ønsker en skarp adskillelse mellem religion, stat og politik. Lige nu raser styrkeprøven mellem islamister og sekulære for fuld udblæsning i Egypten, et af Mellemøstens nøglelande. Her har præsident Morsi, der netop kommer fra Det Muslimske Broderskab, udløst den voldsomste uro siden opstanden mod den tidligere diktator, Hosni Mubarak, efter at han har sat sig ud over de egyptiske domstoles kontrol og afskaffet deres mulighed for at bremse hans lovgivning. Og efter at han har forceret udarbejdelsen af en ny forfatning, der skal til folkeafstemning om en uge.
Bliver det værre efter Assad? Set med Morsis øjne har det alt sammen været nødvendigt for at sætte sig ud over de tidligere magthavere, der i hans optik har gjort alt for at modarbejde forandringer, han har folkeligt mandat til. Set med oppositionens øjne er islamisterne ved at sætte sig så grundigt på magten, at de kan gøre, som de vil.
