De grønlandske politikere kan godt blive sure!
Eller i hvert fald synes, det er temmelig malplaceret, når journalister sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at grønlandske politikere og embedsfolk har tætte relationer til den mineindustri, som mange grønlændere ser som en nøgle til en gylden fremtid. »Altså, vi kan jo ikke alle sammen være skolelærere eller politibetjente eller præster«, lød det senest fra Grønlands råstofminister, Ove Karl Berthelsen (IA), her i avisen i søndags. Da fortalte vi om, hvordan den grønlandske råstofminister – en ombejlet person i bl.a. Kina – og selvstyreformanden Kuupik Kleist (IA) har løst eventuelle habilitetsproblemer ved hokuspokus at lade deres koner overtage deres pladser i bestyrelsen for mineralselskabet Green Gems ApS, som de selv har stiftet, og som på et tidspunkt havde sikret sig en efterforskningstilladelse til Grønlands formentlig lukrative undergrund. Derfor har begge ministre også kunnet forsikre offentligheden om, at de hverken har hverv eller økonomiske interesser, som kan interessere nogen i forhold til de regler, det grønlandske selvstyre selv har stillet op. Forsikringerne fremgår af erklæringer, der er lagt ud på selvstyrets hjemmeside for at sikre fuld offentlighed om eventuelle dobbeltroller. Men gør de så det? Er det reel ’åbenhed’, hvis man erklærer sig fri af andre interesser, blot fordi fruen har overtaget bestyrelsesposten i ens selskab?
