En sen aften ringer telefonen, for der løber mennesker rundt på motorveje i Danmark, og jeg kan ikke tænke andet end den her sætning: Jeg løber.

Jeg løber efter en tid. Jeg løber for tiden. Måske for eftertiden. Måske ikke altid. Men jeg må løbe. Hver dag helst. Ellers løber det afsted med mig og efterlader mig plantet. Bundet til grunden med rødder. Jeg løber måske fra tiden, men Herregud, det er vel ikke så underligt. Men tidligere i dag løb jeg hverken fra livet, tiden eller andre mennesker. Jeg løb blot for at mærke det. Det.