Det går stejlt nedad i bjergkæden Himalaya. Jeg kan se sneen fyge på toppen af Mount Everest, der stikker frem bag andre toppe, mens jeg i en blanding af løb, hop og gang bevæger mig ned fra 3800 meters højde til bjergbyen Namche Bazaar, der ligger 400 højdemeter længere nede. Jeg skærer alt omkring mig bort og kommer ind i en trancelignende tilstand, hvor alle celler i min krop arbejder sammen om én eneste ting: Det næste skridt.
Jeg sanser, at skråningen er stejl og jordet, at stien er gjort af klippesten, og at luften er ren og klar, som om den passer perfekt ned i mine lunger. Jeg trækker vejret dybt og hurtigt, for det er nødvendigt for at få nok ilt til musklerne her i den tynde luft i bjergene. Jeg er ikke bange for at falde, jeg er nødt til at skære frygten væk for at kunne gøre det, jeg skal. Sætte foden det rigtige sted.
