1. Jeg lagde alt for hårdt ud under Copenhagen Marathon. Allerede efter fem kilometer kunne jeg mærke, at mit åndedræt var besværet. Jeg løb i det samme tempo, som jeg har trænet hundredvis af kilometer i. På papiret var min form god nok til at løbe omkring 16 kilometer i timen på et maraton. Men noget var helt galt. Under træning har tempoet føltes legende let. I søndags var det hårdt allerede efter 20 minutter. Ikke den bedste start.
2. Jeg skulle have lyttet til min krops signaler. Jeg løber med et pulsbælte og kunne på mit ur se råt for usødet, at jeg var på overarbejde. Normalt under maratontræning slår mit hjerte cirka 158-160 gange i minuttet, når jeg løber 16 kilometer i timen. I søndags var pulsen 168-170 ved samme tempo - allerede efter et par kilometer. Ti slag højere lyder måske ikke af meget, men for en maratonløber kan de ti ekstra slag være altafgørende. Forskellen på succes og den totale nedsmeltning. Min høje puls var et udtryk for, at min krop var under et voldsomt pres. Jeg så det på uret - og jeg ignorerede det.
