Det første år efter Ellens død besøgte jeg hendes grav en håndfuld gange. Jeg kunne ikke være der. Min lille piges sted, og jeg kunne ikke være der. Vi havde ellers fundet en fin stor og meget tung sten ved en skovsø i Sverige, og jeg havde slæbt den ind i bagagerummet på mine elskede venners bil. Der lød et tungt dunk, da granitten tyngede bilen mod jorden.
Men hver gang jeg stod ved stenen i Ellens have, strømmede der nåle op fra jorden foran mig. Jeg prøvede at skærme min krop fra dem. Jeg fægtede i luften som en gal mand og råbte »lad mig nu for helvede være«, men lige lidt hjalp det. Nålene gennemborede min tynde slidte hud, og jeg kunne bare stå der og se, hvordan blodsporene drev ned over min krop som kilder med udspring i de allerhøjeste bjerge.
