0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg mærker hende altid i skoven

Drømme, fantasi og fortid finder sammen ude blandt kronhjortene i Dyrehaven.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Troels Graff Nysom / privat
Foto: Troels Graff Nysom / privat

Skriget. Udfrielsen er enorm efter 13,3 kilometers lidelse på grænsen mellem fantasi og virkelighed.

Jeg løber
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Jeg løber
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I drømmen er Ellen altid levende. Der er sket et mirakel, og hun trækker vejret. Vi sidder på hospitalsstuen på Rigshospitalet. Hun ligger på sengen, men er fri for de slanger, der stak ud fra kroppen, da hun var allermest syg. Hendes mor og jeg sidder og kigger vantro på hinanden, vi ryster på hovedet og kan slet ikke forstå det. Begriber ikke, at det umulige er sket. Vores barn trækker vejret af egen drift, og en mild latter kommer fra hendes mund.

I drømmen er der ingen forklaring. Selv lægen forstår det ikke. Han står i døråbningen i en hvid kittel med en stak papirer under armen og er på vej ud, fordi det ikke længere er nødvendigt for ham at være der. Han har andre vigtige opgaver. I drømmen kan jeg sige til mig selv, at det her er altså virkeligt. Den er god nok. Sygdommen har sluppet sit kvælende tag i dig, min lille pige. Mit barn. Du er mit barn. Altid vil du ligge i mit hjerte. Lad os ligge i ske i nat.

Hun er død igen, når jeg vågner. Jeg er ikke på hospitalet. Jeg aer ikke hendes bare mave. Jeg snuser ikke hendes duft i mig, for hun findes ikke her. Latteren er væk. Lejligheden er mørk. Jeg begriber ikke, at det, som for få øjeblikke var så virkeligt for mig, nu er fordampet som den illusion, det var. Så lad mig dog slippe for de drømme. I narrer mig altid. I luller mig ind i jeres fortryllede verden. I sluger mig og kaster mig kort efter op. Det er faktisk en hån at byde mig det. Men jeg kan ikke være de drømme foruden. Åh, lad mig blive suget ned af drømmen igen. Lad den vare til evig tid. Gud forbyde, at jeg vågner til mørket og ensomheden uden dig, mit kære barn. Men det er for sent. Drømmen er væk nu.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts