I drømmen er Ellen altid levende. Der er sket et mirakel, og hun trækker vejret. Vi sidder på hospitalsstuen på Rigshospitalet. Hun ligger på sengen, men er fri for de slanger, der stak ud fra kroppen, da hun var allermest syg. Hendes mor og jeg sidder og kigger vantro på hinanden, vi ryster på hovedet og kan slet ikke forstå det. Begriber ikke, at det umulige er sket. Vores barn trækker vejret af egen drift, og en mild latter kommer fra hendes mund.
I drømmen er der ingen forklaring. Selv lægen forstår det ikke. Han står i døråbningen i en hvid kittel med en stak papirer under armen og er på vej ud, fordi det ikke længere er nødvendigt for ham at være der. Han har andre vigtige opgaver. I drømmen kan jeg sige til mig selv, at det her er altså virkeligt. Den er god nok. Sygdommen har sluppet sit kvælende tag i dig, min lille pige. Mit barn. Du er mit barn. Altid vil du ligge i mit hjerte. Lad os ligge i ske i nat.
