Skal vi være bange for islamister efter de arabiske revolutioner? Det var ikke dem, der hverken skabte eller udløste revolutionerne. Tværtimod. Det Muslimske Broderskab dukkede nakken i Kairo, mens deres verdslige landsmænd tog slæbet med at fortrænge Mubarak.
Det muslimske renæssanceparti i Tunesien var heller ikke ligefrem drivende i den revolution, der tvang diktatoren Ben Ali i eksil. Men de to landes valg gav overvældende sejre til religiøse partier. Så skal vi nu være nervøse for islamisterne i Egypten og Tunesien og de andre lande, der vil følge efter? Tja. Arabere har vel ret til at vælge, hvem de vil. Det gælder også i alle de samfund, hvor regimerne stadig mangler at opgive deres autoritære magt. Derfor behøver omverdenen ikke bryde sig om de partier og politikere, der en dag bliver valgt. Det må strengt taget være op til de nye demokratier, hvem de giver magten og en dag udskifter for at give magten til helt andre. Til gengæld er omverdenen nødt til at interessere sig for, om de nye, forhåbentlig valgte, magthavere behandler deres egne befolkninger ordentligt. Og om de bidrager til stabilitet eller fremmer uro, krise, krig. Rachid Ghannouchi, lederen af det islamistiske parti i Tunesien, Ennadha, har i denne uge gjort sit for at undgå et slagsmål om religionens indflydelse. Det kræver en vis generøsitet.
