Reaktionerne på gårsdagens nytårstale er som sædvanlig spredt for alle vinde. Hans Engell virker nærmest professionelt fornærmet, mens p rofessor Peter Nedergaard svinger sig helt op til 'fædrelandskærlig'. Én retoriker kalder talen vellykket statsmandskunst, mens en anden nærmest ser den som poleret og mislykket. Mange har kaldt talen ukonkret, men det var skam helt efter planen forklarer DR's Jens Ringberg. Helle Thorning-Schmidt selv er dog ikke enig og forklarer, at det faktisk var en ekstremt konkret tale. Der er som sædvanlig ikke noget at komme efter. De politiske reaktioner er også ret forudsigelige - måske bortset fra LA's Ole Birk Olesen, der finder anledning til at insinuere, at S-ledere simpelthen ikke er ordentlige mennesker. Så kan debatten vist ikke komme meget længere ned. Skulle De ikke allerede have fået nok af kommentarer og Kommentariat, så er mine 7 lidt spredte tanker om talen her: Optimistisk form løftede det triste budskab. Jeg læste talen et par timer før den blev afholdt. Det var en meget flad fornemmelse. Det løftede teksten adskillige niveauer at se Thorning-Schmidt holde den. Hendes selvsikre og karismatiske udstråling lægger et optimistisk bagtæppe på en ellers meget, meget tung og stramtandet tekst. Hun mestrer tilsyneladende også den form. Who's that girl? Statsministeren har snart genopfundet sig selv flere gange end Madonna. Ved 2007-valget gik Thorning til valg som tax-and-spend socialdemokrat på et ubekymret udgiftskatalog kaldet 'velfærdsrettighederne'. Før 2011-valget var hun blevet til keynesiansk vækstsocialdemokrat med krav om investeringer i arbejdspladser og infrastruktur. Nu er hun endt som besparelsesbebuder, der vil stramme, disciplinere og beskære for at redde velfærden. Det slider altså lidt på troværdigheden, at Thorning tilsyneladende kan stille med en hvilken som helst filosofi. Men på den anden side går det jo fint for Madonna. Spare eller investere? Lidt i tråd med ovenstående: Der er altså to ret modsatrettede budskaber i regeringen lige nu. Den ene fortælling fra finansloven handler om, at vi nu skal sætte gang i væksten med en kickstart. I går fik vi så bebudet, at det hele bliver værre i 2012, og at der venter besparelser. Enten er regeringen fuldkommen forvirret, eller også - og måske mere nærliggende - har den mistet troen på sin egen kickstart som andet end et lille plaster på såret. En kvindelig tale Det var godt at se både mor og mormor rullet ind i talen i et ret flot afsnit om velfærdssamfundets udvikling. Det gav på en eller anden måde et kvindeligt touch. Normalt er den slags noget med fædre og sønner. Som Thorkild Hansen engang skrev om verdenshistoriens kvinder: "De har så langt et liv; de har så kort en skæbne". Thorning fortæller historien gennem sine kvindelige rødder, og velfærdsstaten som frisættelse af danskerne og især af kvinderne. Dermed får hun elegant antydet det historiske i begivenheden - at det for første gang er en kvindelig statsminister, der holder nytårstale - uden at pensle det ud. Flot arbejde. Konkret vs. visionær Nytårstalen var ikke konkret, men det er de sjældent. Løkkes gambling fra sidste år var helt afgjort undtagelsen, der bekræftede reglen. Det er f.eks. svært at finde ret mange konkrete elementer i samtlige Foghs nytårstaler. Den mest kendte, opgøret med smagsdommerne i 2002, var jo mest af alt en politisk-ideologisk markering. Lanceringen af en ny udlændingepolitik samme år var heller ikke konkret, i den forstand at den argumenterede for et bestemt lovforslag. Men den gav en relativt klar retning. Det manglede Helle Thornings tale, og det mangler hendes regering indtil videre. Det gjaldt især afsnittet om krisen. Mens Løkke brugte krisen til at løfte et politisk synspunkt - afskaffelsen af efterlønnen - så bruger Thorning krisen til at undskylde, at der desværre ikke kan ske noget politisk. Pick a fight. Talens hovedproblem er måske, at det er vanskeligt at være fundamentalt uenig i ret meget. Det var nemt at være uenig med efterlønnen. Det var nemt at være uenig med opgøret med smagsdommerne. Fogh var eminent til at udvælge et slagsmål, han på forhånd var sikker på at vinde, og som var med til at definere debatten i kølvandet af talen. Mod rundbordspædagoger, miljøhippier eller smagsdommere - eller hvem han nu var ude efter denne gang. Det er jo tankevækkende, at talens stærkeste budskab - ret og pligt - ikke engang er en dagsorden regeringen selv har sat, men en lidt tilfældig udløber af et uagtsomt medieknald mellem Özlem Cekic og Joachim B. Olsen. Jeg ville gerne have set en mere klar opsang til f.eks. bankerne i talen. Det havde klædt den. Se dog på Stoltenberg. Hun må efterhånden være træt at kommentaren »hvorfor kan du ikke være lidt mere som Stoltenberg?«. Men der ER altså meget inspiration at hente hos kollegaen nordpå, der holdt en fremragende nytårstale. Jo, men han rider jo på en retorisk bølge efter sin favnende rolle efter Utøya, tænker De måske. Men faktum er, at han var endnu bedre sidste år. Bemærk: Han er slet ikke konkret. Han er tværtimod meget overordnet, næsten lyrisk og poetisk. Det er altså smukt!