I det store klimaks i enhver god whodunnit samler detektiven de mistænkte i biblioteket, og gennemgår i en monolog metodisk hvorledes den ene efter den anden af de forsamlede havde både motiv og anledning til at slå den gamle greve ihjel. Konens jalousi, stedsønnens griskhed efter arven og det uægte barn med stuepigen oprulles et for et som mulige motiver for mordet. Til slut modbeviser detektiven imidlertid alle sine egne sirligt opbyggede hypoteser, snurrer rundt om sig selv og peger på den pensionerede oberst, hjælpepræsten eller en anden af de tilstedeværende, og deducerer sig frem til vedkommendes uafviselige skyld. Snarere end at afvente retssagen bryder den skyldige sammen, resignerer bittert eller fremturer trodsigt: »Ja, jeg slog ham ihjel, og jeg er glad for at jeg gjorde det!!«. Det er disse stilfigurer, vi må trække på for at løse dansk politiks brændende Cluedo-spørgsmål: Hvem myrdede Lars Løkke Rasmussen med Berlingeren i Koordinationsudvalget? I Maigrets, Miss Marples og Poirots fravær må De, mon ami, nøjes med mine små grå til at assistere i opklaringen, bien? Lars Løkke Rasmussen: Man har i mordmysterier før hørt om den kræftsyge rigmand, der iscenesætter sit selvmord som en forbrydelse, for at kaste skylden på en irriterende slægtning. Det er faktisk overraskende almindeligt. Men det er trods alt næppe Lars Løkke selv, der er morderen, selv om hans regering med tiltagende præcision kan beskrives som et terminalt tilfælde. Lene Espersen: 'Se Mallorca og dø', skal der nok stå på Lene Espersens politiske epitafium. Måske har Mallorca-sagen tynget så meget, at den konservative leder har ment, at der skulle flere skuldre til at bære? Måske er Løkkes evindelige vasken hænder i sagen blevet for meget, og Mutter Skrap har måttet græde ud? Næppe, Hastings! Al videre omtale af Mallorca-sagen er gift for Lene Espersens politiske liv. Henriette Kjær er sendt i byen for at banke på Berlingerens troværdighed – helt sikkert på Espersens kommando. (Hvis Lene Espersen var tante Møghe ville Henriette Kjær være Misse. Hun er så bundloyal, men får alligevel kun skældud fra fruen og medynk fra omverden). Nej, Espersen kan det næppe være. Claus Hjort Frederiksen: Enhver amatør-detektiv ved, at den, der er hævet over enhver mistanke, som regel skjuler noget. Har Hjort mon som Lykketoft ambitioner om at træde frem fra forhandlingslokalerne til forrest på scenen? Mon dog. Det er meget svært at se, hvad Hjort skulle opnå ved at bringe Løkke i fedtefadet. Falder regeringen, falder Hjort. Han må være uskyldig. Brian Mikkelsen: Brian Mikkelsen, der ellers var en driftig kulturminister, sandede fuldstændig til i Justitsministeriet, og foreløbig har hans eneste bedrift som økonomi- og erhvervsminister været et selvmål om privatisering. Vil han destabiliere regeringen og forsøge at overtage magten inden Connie kan vende hjem, selv om det at overtage Det Konservative Folkeparti lige nu, er lidt som at arve stålvalseværket i Frederiksværk. Ikke noget med fremtid i. Men Brian Mikkelsen er partiets strateg, og kunne måske mistænkes for at ville tørre lidt af Mallorca-misæren af på regeringspartneren? Det er lidt langt ude, ikke? Troels Lund Poulsen Skatteministeren er det mindst rutinerede medlem af koordinationsudvalget. Måske skete mordet på Løkke ved et uheld, en indiskretion, en svipser? C'est la Vie! En lidt for intim samtale med Jesper Thobo-Carlsen, som pludselig vil trykke? Jamen, var det ikke til baggrund? Nej, Troels Lund Poulsen er for dygtig og har for meget på spil. Hvorfor skulle han slå sin velgører ihjel, for at se Kristian Jensen komme valsende tilbage på scenen? Det giver ingen mening, mon ami. Per Stig MøllerMais enfin, har vi go’e gamle hr. Møller. En rutineret fløjkæmper with the scars to prove it. I sin politiske karrieres efterår uden andet at miste end sit eftermæle. Dumpet fra sit drømmejob af Lene Espersen, der i hans øjne ikke er værdig til at fylde de formandssko, som Møller havde håbet - og stadig håber - skulle bæres af protegéen Connie Hedegaard. Fra kulissen må han – minister med 125 procent, som han berettede til Weekendavisen – se på Lene Espersens Mallorca-misrøgt af det embede, der engang var hans. Det iltre temperament blusser op i ham, og forfængeligheden hælder sin benzin på bålet: Der kan I se, hvordan det gik uden mig. Jeg SAGDE det jo! Jeg advarede højt og tydeligt. Men ville de lytte, næ nej, de vidste alt om udenrigspolitik. Ha! Forfængelighed, kære Hastings, skal man aldrig undervurdere som politisk motiv. Eh Bien? Alt peger på Per Stig Møller som manden bag mordet i koordinationsudvalget. Men formentlig forbliver forbrydelsen for altid uopklaret. Hvis morderen afsløres vil Lene Espersen være nødt til at fyre ham fra koordinationsudvalget, og så vil resterne af Det Konservative Folkeparti brase sammen om ørerne på den svækkede formand. Lene og Løkke må bide ydmygelsen i sig. Morderen forbliver på fri fod. Nogle gange betaler forbrydelse sig. Kom, Hastings, det nytter ikke. Der er ikke mere, vi kan gøre her. UPDATE: Læs også Inspector Japps Jarls udredning af situationen