Annette Vilhelmsen er nu nærmest favorit til at blive SF's næste formand på lørdag. Det afspejler baglandets frustration over partitoppen, men også at Vilhelmsen har noget af det, som tidsånden kalder på: en jordbunden, midaldrende kvinde, der ikke er udklækket i politik, men rundet af partiorganisation og byrådsarbejde. Men skulle Vilhelmsen blive formand, risikerer hun at ende som en af de andre politikere, der oplevede tidsåndens utaknemmelige kastevinde: Naser Khader. Da Khader stiftede Ny Alliance i maj 2007, var han en af landets mest populære politikere, og der var enighed blandt politiske iagttagere om, at Khader måske ikke kunne det politiske stof i detaljer, men at han til gengæld var en stor kommunikator. Men det var næppe det store problem, så længe han havde politisk driftssikre folk omkring sig. Et halvt år senere var han blevet kvast i den politiske maskine og faldet helt igennem som partileder. Hans helt utilstrækkelige viden om de centrale spørgsmål blev ganske enkelt demaskeret af den demokratiske proces ved valget i 2007, hvor han bl.a. var ude af stand til at forklare det faktisk indhold i Ny Alliances egen skattepolitik. LÆS OGSÅNaser Khader er endegyldigt færdig i Folketinget Problemet for Naser Khader var, at han faktisk aldrig var en blændende politisk kommunikator. Det, der oprindelig gjorde Khader til politisk superstjerne, var snarere, at han havde det, der i klassisk retorik hedder etos. En personlig ægthed og troværdighed, i kraft af hvem han var, snarere end hvad han sagde. Det overskyggede længe, at Khader havde store problemer i et af retorikkens andre aspekter, logos, der firkantet sagt handler om argumenternes lødighed og indre sammenhæng.
Det er her, man kan blive lidt bekymret på Annette Vilhelmsens og SF's vegne. For også Vilhelmsens popularitet bygger på etos. Hun har livserfaring fra mange forskellige sammenhænge. Hun ligner en SF'er og lyder ikke som en karrierepolitiker. Men efter at have set Annette Vilhelmsen i debat nogle gange, står det ligeledes klart, at hun mildest talt har udfordringer i relation til logos og konstant tramper i spinatbedet i centrale spørgsmål, hvor man leder forgæves efter den indre sammenhæng i hendes argumenter. Vilhelmsen kludrer rundt i sine sætninger, der aldrig rigtig ender i en naturlig afslutning, og ord bruges i flæng i nye mystiske betydninger. Måske, kunne man indvende, er Vilhelmsen blot forståeligt nervøs over nu at stå på den store scene. Men også selve det politiske indhold af de snirklede sætninger og cirkelslutninger, er ærligt talt lidt bizart. LÆS OGSÅSidste debat: Astrid Krag går direkte i kødet på Annette Vilhelmsen Ved et SF-debatmøde på Nørrebro sagde Vilhelmsen for eksempel, at hun ikke vidste, om Danmark skulle acceptere USA's anmodning om at modtage fanger fra Guantánamo. Men hvis man skulle, måtte man lade sig inspirere af den danske asylordning for forfulgte forfattere. Øh? Der bør vel være en vis forskel. Endnu mere barokt blev det i et interview om udenrigspolitik med Berlingske. Et lille ordret uddrag: »Bør det internationale samfund intervenere i Syrien? - Det ved jeg ikke. Jeg synes, at det, der foregår i Syrien, er uhyrligt. Hvis man skal gøre noget, kunne jeg godt tænke mig, at man fik et nordisk samarbejde, så Norge, Sverige og Danmark gik sammen om genopbygning. - Var det rigtigt at angribe i Libyen? - Det ved jeg ikke. Igen har jeg det sådan, at vi har nogle organer, som sidder og tager beslutninger om det, og det må jeg have tillid til. - Men inden længe kan det jo være dig, der tager beslutningerne. Er du lidt uforberedt på de her spørgsmål? - Næ. Jeg har faktisk brugt hele eftermiddagen på det ...«. LÆS OGSÅGræsrødderne er visnet væk i vrøvl Altså, undskyld mig. For et menigt folketingsmedlem er det ganske enkelt under niveau ikke at kunne udtrykke et sammenhængende synspunkt om to af tidens store udenrigspolitiske spørgsmål. For en person, der vil være et ledende medlem af regeringen og endda udpege udenrigsministeren, er det ganske enkelt pinligt. Weekendavisens Martin Krasnik, der var blandt de mange desillusionerede Khaderister, sukkede dybt kort før valget i 2007: »Det er benhårdt med sådan et valg: Hvis man ikke har tilstrækkelig meget på hjerte, går man lige gennem gulvet, uanset om man er Naser«. Og det gælder også, uanset om man er Annette. Heldigvis. Den demokratiske proces smadrer nådesløst halvtomme tønder. Hvis Vilhelmsen ikke løfter sig betragteligt på det politiske indhold, risikerer hendes tilhængere samme erkendelse som Khaders. Og det kan egentlig undre, at politiske kapaciteter som Holger K. Nielsen og Anne Baastrup i ren frustration over Søvndal vil gamble så stort med deres parti.
