Uha, uha, den danske model er under pres, blæser de offentligt ansattes fagforeninger unisont i deres dommedagsbasuner som underlægningsmusik til de pågående forhandlinger om lærernes arbejdstidsaftale. FOA-formand Dennis Kristensen, der næsten er blevet vikar for Anders Bondo Christensen, mens lærerformanden må svede tavst i Forligsinstitutionen sammen med KL’s topforhandler, Michael Ziegler, kalder det »i den grad i strid med den danske model«.
Hanne Pontoppidan fra Uddannelsesforbundet, der bl.a. organiserer lockoutvarslede statsansatte lærere, kaldte i gårsdagens Politiken Bjarne Corydons optræden »decideret magtmisbrug« og »langt værre« end konflikten omkring Vejlegården.




























