På få år har en digital tsunami ændret verden. Der kommunikeres og spredes informationer i et tempo og en mængde, som ingen længere kan overskue – må vi håbe. Den intense trafik på nettet ændrer ikke bare måden, vi kommunikerer på indbyrdes. Den ændrer også måden, vi driver forretning, politik og presse på. En del tyder på, at den også ændrer forståelsen af, hvem vi er, og hvilken virkelighed vi lever i. Den digitale verden stiller nye krav til alle. Du skal deltage, være inter aktiv og tegne din profil på nettet. Hvis du vil igennem på de sociale medier, må du tænke i meme, de mest grundlæggende digitale budskaber. Et billede. En mening. Kommunikative atomer. Internettets ord. Det er let at pege på farerne. De seneste uger har vi endnu en gang fået demonstreret, hvilke vældige og destruktive kræfter et par stupide filmklip kan mobilisere. Det er også let at pege på mulighederne, herunder også de demokratiske. Selv om der har været en tilbøjelighed til at overdrive de sociale mediers betydning for det arabiske forår, er der ingen tvivl om, at brugen af sociale medier var med til mobilisere. Og selv om de sociale netværk ikke kan afgøre oprøret i Syrien, er der ingen tvivl om, at revolutionen der ikke havde været mulig uden Twitter, Facebook og videoklip optaget på smarte telefoner og øjeblikke efter spredt via nettet til hele verden. Selv om nettet og de sociale medier forekommer demokratiske i deres natur, fordi alle let kan få let adgang til dem og dermed mulighed for at sprede deres budskaber, er virkeligheden mere forvirrende. De sociale medier har ingen natur, og de er lige så lidt demokratiske som for eksempel en traditionel avis. Alt afhænger af, hvordan det bruges. Men nettet og dets medier er en mægtig mulighed, som fører til forskydninger i geopolitiske magtforhold og indflydelse. Ikke i traditionel, men i hierarkisk forstand. De grupper, institutioner og lande, der tidligere kunne kontrollere kommunikation – og dermed påvirke politiske bevægelser – taber terræn med stor hast, mens en række helt nye aktører, grupper, virksomheder og lande vinder hidtil usete påvirkningsmuligheder hurtigere, end vi fatter det. Kald det gerne magt, for påvirkningen kan bruges og bliver det hver dag. De nævnte politiske omvæltninger er kun toppen af isbjerget, og måske er det slet ikke der, tyngdepunktet i den digitale revolution ligger. Det store potentiale følger af, at de, som kontrollerer de sociale medier, for hver dag ved mere om os, som bruger dem.
Om hvad vi læser, hvad vi køber, og hvad vi interesserer os for. Om hvor vi er, og hvem vi kender. Hver gang vi bruger sociale medier, søger på Google eller sender en sms, efterlader vi digitale spor. Vi tror, at disse kommunikationer er uinteressante for alle andre end dem, de er tiltænkt. Men sådan er det ikke. Sporene akkumuleres som data, som analyseres med stadig mere sofistikerede instrumenter. Det billede, de tegner, giver enestående muligheder for at forstå brugernes – vores – adfærd og interesse. Internetvirksomheder og myndigheder mener, at de dermed også ved, hvad vi tænker og føler – eller hvad de fleste, der er som os, tænker og føler. Vi kan trække på smilebåndene. Men det gør verdens virksomheder lige så lidt som verdens regeringer. De køber tværtimod denne viden, som de anvender i deres kommunikation – med os. Det gælder, hvis de gerne vil have os til at købe bestemte produkter eller søger personer med en bestemt profil. Det gælder også, hvis de vil sprede bestemte politiske budskaber – eller vil forsøge at undgå, at andre spredes. Mange regeringer har for længst forstået, hvor værdifuld kontrollen med disse data er, og ud over store kommercielle aktører, der lever af at systematisere og sælge data om os brugere, er mange regeringer optaget af at sikre sig direkte adgang til – og kontrol med – de sociale medieplatforme. Meget få ved i dag, hvor vidtgående denne statslige kontrol er, og det er nær umuligt at vide, hvor mange af de budskaber, der via sociale medier spredes på nettet, der hidrører fra regeringer, der ser deres egne interesser fremmet ved at sprede netop det budskab. Uanset svaret er der enorme kommercielle og politiske interesser bundet i denne viden. Det er ikke oplagt, om disse interesser bedst styres ved at opgive enhver kontrol og lade anarkiet udgøre værnet mod misbrug. Eller om brugen af internettet bør underlægges regelsæt, uanset faren for, at lovgivernes indblanding ikke kun bruges til at sikre friheden, men også misbruges til at styrke kontrollen og manipulationerne. Et første krav handler om gennemsigtighed, så vi ved, hvem der står bag budskaber, og hvad vor egen interaktive virksomhed bruges til. Men igen er nettet modsætningsfuldt. Det er på én gang åbent for alle – og helt uigennemskueligt. Konsekvensen er ikke kun, at nogen ved meget mere om os, end de fleste af os bryder os om at tænke på. Den er også en stadig stærkere forbindelse mellem det, vi tror findes, og det, som findes på nettet. Er det ikke på nettet, tror vi ikke længere, det eksisterer. En enkelt spektakulær demonstration med 10 mennesker, der via sociale medier spredes til hele verden, kan hurtig få større politisk gennemslagskraft end 100.000 mennesker, der samles til at oprør, der ikke formidles digitalt. Virkeligheden er det, vi ser – ikke med vores øjne, men i voksende omfang gennem de sociale medier. Der er urovækkende, også fordi nettet nok er socialt, men det er ikke et godt medium for kompromis.
