Det er ikke kun 40, men 50 år siden, danskerne besluttede, at vi ville være medlem af det europæiske fællesskab. Det var i oktober 1972, at 2/3 af vælgerne stemte ja, men allerede i efteråret 1962 var optagelsesforhandlingerne ført til ende, og alle regnede med, at Danmark sammen med Storbritannien ville blive medlem af EF i foråret 1963. Det var ikke viljen, det skortede på, og selv om der var spage røster, der advarede om social dumping og konservativ, katolsk indflydelse, drømte ingen om andet, end at Folketinget ville ratificere tiltrædelsen. Folkeafstemning var der ingen, der skænkede en tanke, allermindst de ganske få modstandere. De var sjovt nok også modstandere af en folkeafstemning i 1972 - men da trumfede tilhængerne den igennem, fordi de lige akkurat ikke kunne få de nødvendige 5/6 flertal i Folketinget. Danmark var klar, men den franske præsident, general de Gaulle, sagde i januar 1963 nej til britisk medlemskab. De Gaulle ville gerne have briterne med, men han mente ikke, de var klar til det overstatslige samarbejde, som er kernen i EU. Han frygtede, at briterne ville blive en konstant bremse for fællesskabets videre udvikling i retning af dybere integration, og mente, at både fællesskabet og briterne havde bedre af at vente endnu en tid, før de to parter nærmede sig hinanden. For de Gaulle var visionen et nationernes Europa, l’Europe des Nations, som siden har været det - dobbelttydige - franske mantra for en europæisk union, der på samme tid fører mod en stadig dybere integration og samtidig ikke må eller skal kollidere med Europas grundlæggende byggesten: medlemslandene. LÆS OGSÅLandsrådsdrama gør de konservative mere EU-skeptiske Nationernes Europa er alt andet end en føderation. Det rummer en overstatslig dimension, men den demokratiske kontrol er nationalt forankret, og de fælles organer underlagt det ministerråd, der repræsenter summen og fællesnævneren af de enkelte medlemslande. Det var de Gaulles modsætningsfulde vision, og det er stadig ledetråden for alt, hvad Frankrig gør og tænker i Europa. Tyskland har det anderledes. Den store forbundsrepublik har dybt ned i sin martrede sjæl indset, at der ikke er nogen modsætning mellem et stærkt Europa og et stærkt Tyskland. Tværtimod er Tyskland den store vinder, for hvert skridt fællesskabet tager frem mod øget integration og bredere medlemskreds. Det er ikke noget tilfælde, at Tyskland trods alle genvordigheder gennem alle årene har holdt fast ved den grundlæggende alliance med Frankrig. Uden Frankrig kan Tyskland ikke komme videre, for kun Frankrig kan sikre, at EU forbliver europæisk og ikke tysk. Hvilket er forudsætningen for, at projektet kan leve. For Tyskland er det derfor ekstremt giftigt, når Frankrig med jævne mellemrum lægger op til, at EU skal være mere nationernes og mindre Europa. Det betyder nemlig mere magt til netop Tyskland og Frankrig, en magt, Frankrig ønsker, men Tyskland frygter. Af samme grund er Tyskland institutionernes og de små medlemslandes vogter. Denne dynamik stiller Storbritannien over for et eksistentielt dilemma. På den ene side er briterne meget mere afhængige af Europa, end de fleste briter holder af at tænke på, på den anden er de ikke på samme måde som Frankrig og Tyskland uundværlige for det europæiske projekt.

Det betyder, at Storbritannien nok kan gøre sin indflydelse gældende - og i de sidste 40 år i høj grad har gjort det - men samtidig at briterne til syvende og sidst kun kan true med at gå, uden det nødvendigvis skræmmer livet af deres samarbejdspartnere på kontinentet. Det er som bekendt altid stærkere at true med at blive, og den britiske premierminister kom på mellemhånd, da han for et år siden blev fanget af sine egne ultimative krav og pludselig stod isoleret og uden for væsentlige dele af den finansunion, der er ved at udkrystallisere sig i eurozonen. Selv om det britiske erhvervsliv og finansielle sektor er dybt bekymrede, har Cameron opdaget, at hans hårde kurs er populær hos vælgerne, og han har siden dyrket sin euroskepsis. Et kerneargument er, at vi naturligvis skal samarbejde og handle indbyrdes i Europa, men at det kan og bør ske i en lettere struktur, hvor aftaler landene imellem afløser et tungt regelbaseret bureaukrati omkring institutionerne i Bruxelles. Ideen er at skære den overstatslige dimension væk og i stedet fokusere på et praktisk samarbejde, der også gerne må række videre ud i verden. Tanken er besnærende, især hvis briterne kan få sig selv til at tro, at de kan samle en håndfuld stærke nordeuropæiske økonomier omkring en sådan vision. Et frihandelssamarbejde i kanten af eurozonen ligner et attraktivt alternativ for briterne, og denne vision har spøgt i London siden de Gaulles nej i 1963. Men al erfaring viser, at frihandel skal bindes i faste regler og aftaler for at komme til at virke, og Europa light-modellen er langt mere attraktiv for briterne end for de små lande, der kunne blive en del af et sådant samarbejde med Storbritannien i centrum. LÆS OGSÅEU's fremtid skal afgøres af folket, ikke politikerne Danmark er i frontlinjen, fordi den britiske EU-skepsis minder om vor egen, og fordi vi siden krigen ligesom briterne har været atlantisk orienteret. Men der er en grund til, at Danmark gennem et halvt århundrede har modstået fristelsen til at svække båndene til det kontinentale Europa for at træde dansen som britisk satellit. Vi har indset, at hvor attraktivt det end måtte lyde med mindre overstatslig regulering, er alternativet ikke øget dansk suverænitet, men øget afhængighed at et Storbritannien, hvis voksende afstand til EU kan blive endog særdeles omkostningsfuld. Er der noget, EU-medlemskabet har lært Danmark, er det, at det regelbundne samarbejde skaber en tryghed og en handlefrihed, som er uden fortilfælde i vores nyere historie. Det er som bekendt ikke de store, men de små børn i skolegården, der har brug for en gårdvagt, og EU har løst Danmark fra århundredes dybe afhængighed af de enkelte europæiske stormagter. Rollen som kastebold er ikke attraktiv, og Danmark har alt at tabe og intet at vinde ved at spille hasard med sin stilling som medlem af en union, der forpligter små som store. Set med de briller er Danmark formentlig blandt de lande, der har vundet mest ved EU. Ikke kun vor velstand, men også vor frihed.