Vi fører politik efter, hvad vi tror er eviggyldige sandheder. Og vi bruger historien til at bevise, at de er det. Men historiens erfaring er, at sådanne sandheder ikke er sande – og at vi har en skræmmende evne til ikke at se det, der er lige for øjnene af os, fordi vi lader os styre af forudfattede meninger. Det er ikke noget nyt. For eksempel har en kort tekst hugget i sten for mere end tusind siden været et omdrejningspunkt i dansk politik lige siden. Ikke fordi den siger noget sandt. Men fordi vi har læst sandheder ind i den. Engang mellem 960 og 985 rejste kong Harald en runesten i Jelling. Det står som bekendt hugget i stenen, som er kaldt Danmarks dåbsattest: Harald konge bød gøre disse runer efter sin far Gorm og sin mor Thyra, den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Det er en af de ældste tekster, vi kender på dansk, og den har haft kolossal betydning lige siden. Det har den, fordi vi gennem de forløbne godt tusind år har læst den som en grundlæggende sandhed om tre – for os – afgørende spørgsmål: Hvis er magten? Hvad er Danmark? Og hvad tror vi danskere på? Kong Haralds hensigt er ikke til at tage fejl af: Han vil dokumentere, at han er retmæssig arving til magten efter Gorm den Gamle og dronning Thyra. Dernæst ville han slå fast, at han var konge for hele Danmark – og at det var ham, der bestemte troen. Udtrykt mere politisk er de tre budskaber, at Harald har ret til magten, at hans myndighed omfatter hele riget – og at han også er øverste instans, når det gælder trosspørgsmål. At Harald har ønsket at mejsle disse forhold i sten, er ikke svært at forstå. Det interessante er, hvordan de er blevet læst og udlagt i de mere end tusind år, der siden er forløbet. Det første punkt er måske mest enkelt. Trods alle omskiftelser i land og rige sidder kong Haralds fjerne efterkommere stadig som retmæssige konger og dronninger i kongeriget Danmark. Men selv om titlen er den samme, er stillingsbeskrivelsen det ikke. Sproget snyder. Magtens vilkår er foranderlige. Det bliver endnu mere tydeligt med Jellingestenens næste udsagn: Kong Harald vandt sig hele Danmark og Norge. Hvad betyder det? Intet spørgsmål har fyldt mere i dansk politik siden, og vi har til alle tider været tilbøjelige til at mene, at det Danmark, Harald nævner, er netop det Danmark, vi selv ser som det ideale. Intet har vi debatteret mere intenst, og vi har ført vore krige over udlægningen af svaret. Vor grænse til Tyskland er resultatet af en uendelig langsommelig og blodig proces for at nå den erkendelse, at der ikke findes en højere sandhed om dette delikate spørgsmål. Svaret havde intet at gøre med, hvilke landsdele der indgik i det kongerige, Harald underlagde sig, men med et delikat politisk kompromis, der tog afsæt i de mennesker, der aktuelt lever og virker i grænselandet. Bedre er det ikke med den kristendom, Harald tog monopol på. Spørgsmålet er, hvad der ligger i at være kristen i Jellingestenens forstand. Rigtig meget tyder på, at kristendommen – længe før nogen havde tænkt på Harald – kom til Danmark gradvis og fra flere steder, sådan som det også er naturligt for et vikingesamfund med tæt kontakt til resten af Europa. Når vi siden har valgt at udlægge det sådan, at kristendommen blev indført af kong Harald, hænger det sammen med senere tiders ønske om at slå fast, at danerne ’altid’ har været et kristent folk samlet i en kristen statskirke.
Der har været alle mulige gode – og en del mindre gode – grunde til at holde fast i den udlægning. Men det gør den ikke rigtig. Det er snarere sådan, at kong Harald knyttede forbindelse til den katolske kirke og underlagde sig dens myndighed. Derved havde han sikret sig en vital position som bindeled mellem den danske statsmagt og den stærkeste internationale organisation i Europa. De senere år er udgravet talrige kristne grave, der er flere hundrede år ældre end Harald – senest i Ribe en stor gravplads fra 800-tallet. Det må være tidligt omvendte, menigheden fra de første missionærer eller handelsrejsende, tænker vi. Fordi vi stadig ønsker at få den virkelighed, vi ser og finder i udgravningen, til at passe med vores forudfattede opfattelse. Et mere aktuelt eksempel på, at vi tolker, hvad vi ser, så det passer med, hvad vi tror er sandt, gælder forholdet mellem marked og stat. I årene efter Anden Verdenskrig skabte den vestlige verden en dynamisk økonomi gennem et kompliceret samspil mellem vidtgående statslig styring, offentlige sektorer og et frit marked. USA gik forrest og blev drivkraft i opbygningen, også af et internationalt samarbejde, der rækker fra FN over Verdensbanken og Valutafonden til OECD og – indirekte – EU. Alt sammen på den præmis, at markedet er godt, når det spændes for en politisk, social og økonomisk vogn, hvis nærmere udformning reguleres gennem åbne, demokratiske processer. I årene efter den kolde krig er denne opfattelse fortrængt af en nyt økonomisk sandhed, der ser markedet som godt i sig selv. De fleste vestlige økonomer tror, at markedet tilpasser økonomien mere effektivt, end når staten regulerer ud fra politiske og sociale hensyn. Derfor er mindre regulering, lavere skat og en mindre offentlig sektor blevet universelle mål. Det er teorien. Men i virkelighedens verden er der meget lidt belæg for, at økonomier, der går forrest ad den vej, klarer sig bedre end dem, som har en stærkt reguleret økonomi og en stor – velfungerende – skattefinansieret offentlig sektor. Tværtimod er selv internationale ratingbureauer nu begyndt at interessere sig for, at de europæiske lande, der lige nu klarer den økonomiske krise bedst, er de nordeuropæiske, herunder de fire nordiske, der med forskellige holdninger til selve euroen har det til fælles, at de har stærk regulering, store veldrevne offentlige sektorer og højt skattetryk. Måske er det ikke på trods, men tværtimod i kraft af det, at vi klarer os relativt bedre? Hvis det er sådan, det hænger sammen, er den politiske dagsorden en anden. Så kommer den til at handle om, hvordan vi kan forny og forbedre den offentlige sektor, så vi regulerer mere effektivt og får mere ud af den. Uanset de sandheder om markedet, som vi tror er ristet i runer.
