Det har lige siden Anden Verdenskrig været svært for politikerne i både Danmark og Grønland at håndtere, at Grønland i flere sammenhænge er af større global betydning end resten af rigsfællesskabet. Danske politikere har været tilbøjelige til ganske enkelt at ignorere det, og for Grønland har det været en langsom opvågnen at indse, at den internationale interesse i øen er en del af det moderne grønlandske samfunds eksistensvilkår – og primært ikke et resultat af Danmarks politik. I disse år åbnes et nyt kapitel i denne historie. Nu fokuserer interessen på de råstoffer, der er – og formodes at være – i og omkring Grønland. Der er store interesser på spil, både politisk, strategisk og økonomisk, og der rykkes i sagen – især i Grønland og fra store globale aktører. Det grønlandske selvstyre fik ansvaret for råstofudvindingen i 2009 og har siden udviklet området med skarpt blik for, at kombinationen af klimaforandringer, stærkt stigende efterspørgsel efter energi og råstoffer og den globale forskydning fra de gamle industrilande til de nye vækstøkonomier skaber global opmærksomhed om Grønlands råstoffer.
Selvstyrets mål er at bruge området som løftestang for at skabe en erhvervs- og beskæftigelsesudvikling, der kan mindske Grønlands nuværende afhængighed af indtægter fra fiskeri – og danske bloktilskud. Det er ganske enkelt tvingende nødvendigt for Grønland at udvikle nye erhverv, der kan understøtte fremtidens samfund og skabe beskæftigelse for de alt for mange, der i dag er uden udsigt til at få job. Selv om der er rige mineralforekomster i Grønland, og selv om der i de seneste år har været eksplosiv vækst i antallet af licenser til at efterforske og undersøge konkrete muligheder, er det stadig højst usikkert, om Grønland står over for det store gennembrud, når det gælder udnyttelsen af landets råstoffer.
