Da Patrick Pichette i sidste uge skrev et indlæg på Google+ for at meddele, at han ville gå på pension og derfor forlade posten som selskabets finansdirektør, så han kan tage på vandretur med sin kone, lød der jubel fra hele verden. »Nødvendig læsning« og »inspirerende« lød dommen på internettet.
Som påbudt læste jeg, og som påbudt blev jeg inspireret. Ikke til at købe en rygsæk, men til at bekendtgøre, at Pichette har forfattet en uomgængelig klassiker i den noget tvivlsomme genre ’opsigelsesbreve’. Hertil har han skabt debat om, hvor meget man bør dele ud af sine oplevelser med andre, om falsk beskedenhed samt den dobbeltmoral, vi alle gør os skyldig i, når det gælder balancen mellem arbejde og familie. Jeg opfordrer alle til at læse brevet med det samme, hvis man ikke allerede har gjort det.
