Sidste onsdag, efter 7 dages pause, vendte jeg tilbage til den moderne verden. I en hel uge havde jeg gjort noget skræmmende, chokerende, men i sidste ende befriende. Jeg havde undværet min telefon.
Det hele begyndte i en taxa på vej til lufthavnen i Washington, D.C. På hele turen havde jeg siddet og tjekket mails på min telefon, og da vi ankom til lufthavnen, lagde jeg den fra mig på sædet for at betale chaufføren – og glemte i farten at tage den med ud af bilen.
I sikkerhedskontrollen et par minutter senere stak jeg hånden ned i min taske. Ingen telefon. Jeg tømte indholdet ud på gulvet. Den var der ikke. Mit hjerte begyndte at galoppere, jeg snappede efter vejret og mærkede, hvordan sveden piblede frem.
Jeg havde tabt min telefon og klagede min nød til de omkringstående, som straks kom mig til undsætning.
En forsøgte at ringe til min telefon, men den var på lydløs. Andre spurgte, om jeg kendte navnet på taxaselskabet, og om jeg havde betalt med kort? Nej og nej, sagde jeg.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar