Pludselig stod jeg der i entreen med pungen fremme og gav lommepenge til den 13-årige efter regning. Rengøring af toilet: 30 kr. Støvsugning: 30 kr. Ordne køkken: 50 kr. I alt: 110 kr. Værsgo’, min søn. Den smilende unge mand, som lige så godt kunne være udsendt af et lokalt hjemmeservicefirma, luntede ikke ud ad hoveddøren, men ind på sit værelse. Og så skulle alt være godt. Men det var det ikke. Det virkede forkert. Og var det. Holger og konen er nu enige om, at det med at stikke en regning ind mellem forældre og børn gør vi aldrig igen. Af den simple årsag, at denne ’noget for noget’-logik ikke skal trækkes ind i familien. Familien bør være et fællesskab, hvor børn og voksne hjælper hinanden med opvasken og oprydningen uden smålig skelen til, hvad de selv kan få ud det i kroner og øre. Ellers er det et skråplan. Der må være markedsfrie zoner. Lyder jeg højstemt? Måske. Men forleden fik jeg en meningsfælle, da den socialdemokratiske Ole Hækkerup i Ekstra Bladet fortalte, at han ikke ville give lommepenge til sine børn for, hvad de præsterer. Han ville simpelthen ikke opdrage dem til at blive ’liberalister’, som han sagde. Dét fik straks bloggeren Mikael Jalving, der selv er far – og liberalist – til i samme avis at skrive, at Hækkerup med dette opdragelsesprincip udstillede den socialdemokratiske velfærdsstats svagheder og krise.

For hvis man ikke opdrager børn og medborgere i ’noget for noget’-ånden ved at give dem penge for deres præstationer, så smuldrer opbakningen til velfærdsstaten. Nej, Jalving. Det er præcis omvendt. Opbakningen til velfærdsstaten smuldrer, hvis stadig flere danskere tænker i, at der for ’mig’ personligt skal være en snæver sammenhæng mellem det, ’jeg’ giver, og det, ’jeg’ får. At hvis jeg har betalt X kr. i skat, skal jeg fandeme også have X kroner tilbage i velfærdsydelser. Og det er jo det, der sker, ikke? Der går en lige linje fra Jalving & Co.’s ’noget-for-noget’ til den ’krævementalitet’, der hærger velfærdsstaten som en pest i disse år. Som ung læste jeg den nu afdøde tyske filosof Erich Fromm fra Frankfurterskolen, som kunne ramme den blottede nerve i samfundet med en stor præcision. Hans hovedbudskab var dette: Hvis man ikke holder markedskræfterne i kort snor, æder de sig ind på alt og gør alle menneskelige relationer til penge- og varerelationer. Bid for bid. Derfor er der brug for at værne om frizonerne. Jeg går som de fleste andre ind for både kapitalisme og markedskræfter. Men ved også, at tilværelsen først bliver varieret og meningsfuld, hvis der også findes åndehuller. Velfærdsstaten i form af offentlig og skattefinansieret uddannelse, hospitaler, omsorg etc. er – stadig – sådan et åndehul. Familien er et andet. Hvis vi vil undgå det endimensionelle samfund, må vi sige: »Stop! Hertil og ikke længere«. Det skulle jeg også have gjort forleden, da jeg stod i entreen med min søn. Det er nemlig dér, kulturkampen begynder.