Normalt er der langt fra Danmark til de fattigste hjørner af Afrika. I Susanne Biers oscarbelønnede film 'Hævnen' fra 2011, tager vi hul på fortællingen i en afrikansk flygtningelejr. Vi følger en tavs idealist fra Læger uden Grænser, der trodser alverden derhjemme for at hjælpe en lille del af verden derude. I Sudan står idealisten ansigt til ansigt med de sværeste skæbner - med mennesker, der er maltrakterede på krop og sjæl, eller som ikke har adgang til selv de mest basale medicinske behandlinger, og derfor bliver dødeligt syge. Resten af filmen foregår i en lille dansk provinsflække, hvor problemerne snarere handler om mobning og moralske grænser end om liv og død. LÆS OGSÅGennemsnitlig levealder på 57 år: Socialt udsatte dør 22 år tidligere Men flere gange i fortællingen vender vi tilbage til den triste tilværelse i den sudanske flygtningelejr, og sammenklipningen er en effektiv lille fortælleteknisk detalje, som minder os om, hvor små vores 'store' problemer i Danmark er. Men lad os foretage et sceneskift til den virkelige verden: I sidste uge offentliggjorde Rådet for Socialt Udsatte en ny såkaldt dødelighedsundersøgelse. Den viste - højst opsigtsvækkende - at gennemsnitslevetiden for socialt udsatte i Danmark svarer til gennemsnitslevetiden i flere af de fattigste afrikanske lande. Sølle 57 år varer livet, hvis man befinder sig på samfundets bund i Danmark. Og selv om der er åbenlyse forskelle på livet i Sudan og på Sundholm (selvfølgelig!), er sammenligningen alligevel tankevækkende. For de udsatte i Danmark bliver rent faktisk ikke ældre, end de gør i et udsat land som netop Sudan. I Danmark har vi aktuelt lidt over 5.000 hjemløse, hvoraf lidt over halvdelen bor på gader, stræder og herberger i hovedstaden. Gruppen af hjemløse er ifølge den seneste optælling svagt voksende, især er flere unge kommet til. Den nye dødelighedsundersøgelse, som er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, er på denne baggrund grum læsning: Som Politiken fortalte i fredags, har de socialt udsatte en dødelighed, der er 7,4 gange højere end normalbefolkningen. Mens normaldanskerne kan se frem til opleve 79 somre, må de socialt udsatte altså nøjes med 57 vintre. LÆS OGSÅHjemløse og misbrugere plages af stress og sygdom De udsattes overdødelighed er markant for alle aldersgrupper, men ser man for eksempel på gruppen af udsatte kvinder mellem 16 og 34 år, bliver overdødeligheden næsten ubærlig: Hver gang én dansk kvinde mellem 16-34 år dør, er der 33 dødsfald blandt udsatte kvinder.
De udsatte mænd og kvinder dør af alkoholmisbrug, stofmisbrug og svære infektionssygdomme, for at nævne de mest almindelige dødsårsager. Det er skrap kost, og bogstaveligt talt ikke til at leve med: »Jeg vidste det, inden de vendte hende om. Man har jo set en del dødsfald igennem årene«, som 'Ole' sagde til Politiken, da han blev spurgt, hvordan det var at vågne op ved siden af en død kvinde på sovesalen i herberget Lærkehøj. Desværre virker det, som om der i Danmark er opstået en slags politisk konsensus om, at det enten ikke nytter at hjælpe de socialt udsatte, eller at de socialt udsatte ikke vil hjælpes. Ingen af udlægningerne har bund i virkeligheden, for virkeligheden er langt mere kompleks, end vi tillader det danske sundhedssystem at være. Sagen er nemlig, at man godt kan hjælpe de udsatte, hvis man indretter sundhedssystemet på en måde, som tager højde for den komplekse virkelighed. LÆS OGSÅSocialpolitikken er ved at dø Som professor i sundhedsvidenskab Finn Diderichsen sagde til Jyllands-Posten forleden: »Vi har enheder (i sundhedssystemet, red.) for psykotisk syge, men de må ikke være misbrugere. Så har vi enheder for misbrugere, men de må ikke være psykotiske. Og disse patienter har jo typisk alle problemer på én gang, og det betyder, at de ikke rigtig passer ind nogen steder«. De mest udsatte i samfundet, som altså har indtil flere problemer og diagnoser at slås med, bliver på denne måde overladt til sig selv - i stedet for at blive overladt til professionelle. »De får simpelthen ikke den behandling, som skulle være både mulig og effektiv«, sagde Finn Diderichsen, der om nogen ved, hvordan det danske sundhedssystem fungerer - og ikke fungerer. Det er skammeligt. Det mindste, vi kan præstere, er vel et sundhedssystem, som er bedre til at tage sig af selv de svageste patienter, end idealisten fra Læger uden Grænser er i stand til at tage sig af sine patienter i en interimistisk flygtningelejr i Sudan.
