Inderst inde må præsident Obama og EU’s regeringer takke Putin for det russiske veto i Sikkerhedsrådet, der blokerer for en resolution, som vil kunne legitimere militær intervention i den syriske borgerkrig.
Ellers ville USA blive udsat for et voldsomt moralsk pres for at blande sig i konflikten. Putin har løst Vestens problem. Som situationen er, kan vi trygt, med henvisning til russisk kynisme, retfærdiggøre vor passivitet. Og godt det samme. For hvis nogen mener, at Syrien i dag er et helvede, så tager de fejl. Det er kun helvedes forgård. Det kan blive meget værre. Syrien er punktet, hvor tre interessekonflikter kolliderer. USA’s og Ruslands. Saudi-Arabiens og Irans. Og den voksende sekteriske konflikt mellem sunni- og shiamuslimer. Assad-regimet kæmper ikke bare for at bevare magten, men for livet, overbevist om, at den, der ikke dræber, selv vil blive dræbt. I det traditionelle Mellemøsten, der først nu er i opløsning, er du enten magthaver eller offer. Syriens alawittiske mindretal er bange for en fremtid som magtesløs minoritet efter at have regeret landet i over 40 år. Og ingen trusler, ingen FN-resolutioner eller international forargelse og formodentlig heller intet pres fra Moskva kan neutralisere denne frygt for hævnens time. Alawitterne er hadet som intet andet mindretal i Syrien. De er hadet på grund af deres despoti, fordi de samarbejdede med fransk kolonialisme efter Første Verdenskrig og indtil selvstændigheden i 1947. De foragtes af det sunnimuslimske flertal, der mistænker dem for at være krypto-shiamuslimer og derfor vantro.
