Det var det dummeste, præsident Barack Obama kunne gøre som reaktion på de antiamerikanske optøjer i Libyen og Egypten.

Men han gjorde det. Tvunget af valgtaktiske hensyn. Ifølge oplysninger fra Washington har USA udsat beslutningen om at eftergive Egypten en mia. dollar af dets gæld til udlandet til efter det amerikanske præsidentvalg. Beslutningen strider mod USA’s interesser i Egypten, men Obama har handlet i selvforsvar for at forhindre Mitt Romney i at angribe ham for eftergivenhed over for USA’s fjender, der myrder amerikanske diplomater og krænker det amerikanske flag, som det var tilfældet under demonstrationerne uden for den amerikanske ambassade i Kairo. Den økonomiske straffeaktion er psykologisk og valgtaktisk forståelig, men den leder opmærksomheden bort fra det centrale i demonstrationerne. Selvfølgelig var de antiamerikanske, og selvfølgelig svigtede Morsi, fordi han tøvede med at sætte politiet ind mod demonstranterne, indtil de var kravlet over muren og havde revet det amerikanske flag ned. Men det afgørende er, at det var salafisterne, de muslimske brødres radikale konkurrenter, der organiserede demonstrationen, og at Muhammedfilmen kun var et påskud. Salafisterne, der samarbejdede med brødrene om at vælte Hosni Mubarak, føler, at de er blevet marginaliseret. De beskylder Morsi for at samarbejde med USA. Angrebet på ambassaden var et angreb på Morsis politik og et forsøg på at sabotere den. Det lykkedes delvis. De muslimske brødre, som, indtil de kom til magten, var voldsomt antiamerikanske og antiisraelske, har nu anlagt en pragmatisk linje. De drømmer om at genoprette Egyptens tidligere position som den arabiske verdens førende magt, som del af en triangel med Tyrkiet og Iran. De ved, at det i fremtiden ikke vil være Egyptens militærmagt, men økonomi, der vil spille den afgørende rolle, og at den eneste bremse på salafisternes indflydelse er økonomisk vækst.