Følelsesladede påstande om, at modstanderne fik lov til at være offside på vej til to af målene, og at dommeren oven i købet overså mindst ét soleklart straffespark i den anden ende af banen, har vist aldrig ændret et eneste resultat i fodboldhistorien, så mon ikke Chelsea får lov til at beholde sejren på 3-2 over Liverpool og dermed også adgangsbilletten til en debutoptræden i Champions League-finalen? Det må vi gå ud fra og så nøjes med at være imponerede over, at The Reds i nederlagets stund endnu en gang fik demonstreret, at fighterhjertet åbenbart banker endnu stærkere i europæisk sammenhæng end i den hjemlige liga. Uafhængigt af udfaldet på Stamford Bridge stod det - efter Manchester Uniteds smalle sejr over FC Barcelona tirsdag – allerede på forhånd klart, at årets finale i Champions League for første gang nogensinde bliver et rent engelsk opgør. Der kan være god grund til at tro på, at mange fodboldelskere i en stille stund ærgrer sig over, at to engelske klubber skal spille finale. Der er og bliver mere klassisk gnist over et opgør mellem to hold, der måske kun mødes den ene gang om året, end endnu en kamp mellem rivaler, der oven i købet lige skal have afgjort kapløbet om det nationale mesterskab, før de spiller europæisk finale. Men Champions League-konceptet blev i sin tid netop udviklet for at sikre, at de bedste europæiske hold kunne spille med om trofæet, uden at være begrænset af at skulle vinde mesterskabet i hjemlandet. Det er der såmænd også gode sportslige argumenter for, så når en sæsons to bedste hold tilfældigvis er fra samme nation, bekræfter det kun den fundamentale intention med turneringen, sådan som spanske og italienske finaler tidligere har gjort det. Om vi kan lide det eller ej, så er det økonomiske interesser, der har bestemt, at det skal være sådan. Uefa fik i løbet af halvfemserne opbygget en milliardforretning uden sure miner fra verdens mest magtfulde fodboldklubber, fordi de stort alle sammen kom ind i varmen. Men det er ikke svært at få øje på en fremtid, hvor der er for få pladser i den dyre ende af Champions League til at holde fast i en ’kunstig’ national identitet. Chelsea er ejet af en russer, Manchester United af amerikanere, spillerne på de to hold repræsenterer ’hele verden’ og fodboldforbrugerne er en global skare, så der er vel ingen grund til at hænge sig i, at deres velplejede græsbaner tilfældigvis ligger i England? Der er ikke langt til ideen om ’bare’ at lade de bedste klubber – uanset tilhørsforhold – spille i Uefa Euro Liga med sideløbende regionale og nationale kvalifikationsrækker under sig. Mon ikke de også gør sig tankerne i Uefa?