En flok forkælede tøsedrenge, der i misforstået loyalitet er blevet svigtet i ’opdragelsen’ – meget anderledes kan karakteristikken desværre ikke lyde, når det gælder fodboldlandsholdets opførsel efter den opmuntrende sejr over Portugal i onsdagens midnatstime. I denne stjernestund for dansk fodbold valgte nationens udvalgte at spankulere mopsede forbi de danske mediers udsendte i ly af et ’statement’, der på et formelt pressemøde kort forinden var blevet læst op af DBU’s kommunikationschef, Lars Behrendt: »Vi dedikerer sejren til dem, der troede på os. Folk har efterlyst en reaktion fra holdet. Den har vi leveret på banen i dag. Nu vil vi dele glæden over sejren med vores fans, der støttede os på stadion i aften, og dem derhjemme – og med os selv«. Dem, spillerne så konsekvent og over en bred kam til gengæld ikke ville dele glæden med, var pressen. Årsagen var angiveligt, at omtalen af landsholdet på det seneste har været så negativ, at spillerne ville markere deres utilfredshed med en indtil videre enkeltstående aftens boykot af de udsendte danske fodboldjournalister. Den optræden er en hån mod det fodboldinteresserede Danmark, intet mindre. Nationalsportens landsholdsspillere er befolkningens ’ejendom’ i det trods alt begrænsede tidsrum, hvor de udfører en del af deres endog særdeles velbetalte erhverv som repræsentant for Danmark. Ja, det er ganske enkelt fodboldforbrugernes store interesse, disse privilegerede unge mænd lever af, så derfor har de også en naturlig forpligtelse til at stille sig til rådighed for den interesse med medierne som formidler. Den del af arbejdet skal landsholdsspillere i fodbold være i stand til at løse på professionel vis, uanset om der er nogle penneførere og mikrofonholdere, de bedre kan lide end andre. Den slags gnidninger vil der altid være i arbejdssituationer med mennesker i begge ender af en proces, men det vil en tavs demonstration aldrig afhjælpe. At Dansk Boldspil-Union udtrykker forståelse for og accept af boykotten er helt absurd. Om nogen burde DBU tage ansvar for, at spillerne kan kende forskel på professionel optræden og personlig indignation. Hvis en spiller er utilfreds med en journalist eller et medie, må han være voksen nok til at få den sag ud af verden ansigt til ansigt i stedet for at gøre den til et anliggende for hele den fodboldinteresserede befolkning. DBU har inden for kort tid accepteret, at en spiller slår med knytnæve på banen, at landstræneren bliver bortvist fra sidelinjen på grund af utilbørlig optræden, og at spillerne boykotter pressen. Hvad bliver det næste?