Nu skal Danmark lave mål, men hvem skal score dem?

Lyt til artiklen

En halvleg så det danske fodboldlandshold ud til at kunne opfylde målsætningen om at spille en kedelig VM-premiere mod Holland. En sværm af løbere samlet meget kompakt midt på banen efterlod ikke de orange favoritter plads nok til at skabe målchancer i første halvleg - ja, faktisk var det vel i går reelt danskerne, der var tættest på at komme foran før pausen og derfor kunne gå optimistiske på banen efter sidebyttet. Den tilstand ændrede en særdeles uheldig kombination af fodboldspillets detaljer, da Simon Poulsen kiksede et hovedstød, der via en holdkammerats ryg og stolpen hoppede over stregen. Med ét var det bydende nødvendigt at score i hvert fald en enkelt gang, hvis det positive udbytte, der absolut havde været inden for rækkevidde, skulle tilbage på danske hænder og fødder. Og så viste den ømme akilleshæl i Morten Olsens trup sig i udtalt grad smertefuld: Danmark mangler ganske enkelt angriberne, der skal score de mål, som nu er en fundamental forudsætning for at kunne avancere i VM-slutrunden. Nicklas Bendtner var tvunget på banen i går, men viste større brugbarhed som mellemstation end som afslutter. Det så unægtelig ud, som omhan først og fremmest var med for at ' låse' de hollandske midterforsvarere uden at skulle løbe fuld risiko for at forværre skaden i venstre side af lysken. Da Jon Dahl Tomasson var helt ukampdygtig og Søren Larsen åbenbart betragtet som så uskarp, at han ikke skulle eller kunne bruges, blev det i kampens sidste halve time overladt til Mikkel Beckmann - med et kvarters opbakning fra unge Christian Eriksen - at stå for den danske farlighed. Trods deres åbenlyse kvaliteter som boldspillere rakte det naturligvis ikke til tilstrækkelig skarphed helt inde foran hollændernes mål - og vil givetvis heller ikke gøre det mod hverken Cameroun eller Japan, når pointene til videre fremfærd i slutrunden skal hentes. Uanset hvor meget Morten Olsen end måtte holde fast i, at han har de spillere, han skal bruge, så rejser den aktuelle status på Nicklas Bendtner, Jon Dahl Tomasson og Søren Larsen unægtelig det spørgsmål, om Danmarks landstræner ikke har udsat holdet - og sig selv - for alt for stor sårbarhed ved ganske enkelt at udtage for få angribere til truppen. Det kan kun tiden frem til lørdag aften vise. Først skal de kommende dages træning i Knysna vise, hvem af de tre der overhovedet er i stand til at spille mod Cameroun. Siden skal der lægges en strategi for, hvordan de skal score. For mål - det er Danmark nødt til at lave.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her