Når DBU og Divisionsforeningen i fællesskab beder konsulentfirmaet Capacent om at bruge et halvt års tid på at analysere turneringsstrukturen i dansk fodbold, så er det svært at forestille sig, at sportens beslutningstagere vil overhøre de anbefalinger, der blev offentliggjort i fredags. Derfor kan vi forvente, at det formentlig allerede næste år bliver besluttet, at toppen af dansk fodbold skal bestå af to rækker med hver 12 hold, der først mødes to gange indbyrdes og siden i tre slutspil med otte hold i hver: ét om mesterskabet, ét om fire pladser i ligaen og ét om at blive i den næstbedste række. Rigtigt udgangspunkt Udgangspunktet for forslaget er rigtigt. Det er troværdigt, når Capacent konstaterer, at der i Danmark er økonomi til at drive 24-26 professionelle klubber. En del flere forsøger, med det resultat, at dansk fodbold fortsat bliver ramt af konkurser, som ingen kan være tjent med. Derfor er det fornuftigt at snævre eliten ind til to rækker, lade ligaholdenes reserver spille for sig selv og etablere et tredje regionalt niveau. Det lyder også sympatisk, når rapporten understreger, at der skal gøres noget ved det økonomiske gab mellem rækkerne. Det ændrer bare ikke ved, at anbefalingerne fra Capacent har langt større økonomisk end sportsligt fokus på de absolutte topklubbers interesser. Den økonomiske attraktion ved den foreslåede struktur er indtægter fra 36 kampe i stedet for 33 i superligaen, topholdene får fire indbyrdes kampe i stedet for tre, og hver runde vil have otte tv-kampe i stedet for seks. Økonomisk er der mere at hente på den måde, men det svækker anbefalingernes troværdighed, når rapporten slår fast, at den sportslige spænding drager tilsvarende fordele. Nedrykning skal være en del af spillet I den aktuelle liga ville indførelsen af slutspil eksempelvis have givet Esbjerg plads blandt de otte i slutspillet om mesterskabet. Afstanden til de tre øverste ville være 28, 28 og 20 point. Den situation ville give Esbjerg tryghed i 14 kampe, men at det sportsligt skulle være mere spændende end årets nedrykningsdrama er vanskeligt at få øje på. Til gengæld er det ikke svært at se udbyttet af, at FCK og Brøndby ville få endnu et indbyrdes opgør. Forslaget ophæver også direkte nedrykning fra superligaen. Tabere er lige så stor en del af elitesportskulturen som vindere, så det, at en lang sæson kunne ende med, at de samme 12 hold spiller videre i ligaen året efter, strider imod europæisk fodboldkultur. Forslaget er tilmed, at holdene skulle begynde nedrykningsspillet med mellem 8 og 0 placeringspoint. I den aktuelle liga ville SønderjyskE være sluttet 4 point efter FC Nordsjælland i grundspillet, men i næste kamp begynde nedrykningsspillet 8 point efter både dem og Herfølges tophold fra næstbedste række. Det er i bedste fald et nødvendigt kunstgreb, men kan aldrig blive ubetinget sportsligt korrekt. Anbefalingerne er også at gøre næstbedste række til en udviklingsliga med begrænsninger i antallet af kontraktspillere over 23 år og fordele tv-penge efter antallet af U21-spillere på banen, at gøre 2. division til amatørrækker og at gøre det muligt at handle spillere mellem danske klubber stort set hele året. Det er muligt, at DBU og Divisionsforeningen finder det nødvendigt på den måde at samle dansk fodbolds styrke på ganske få hænder. I så fald ville det ærligt talt klæde dem at tone rent flag og sige det ligeud: at økonomi lige nu er vigtigere end sport .