Er det muligt at færdes i et politisk landskab uden at være politiker? »Ja«, vil humorister sikkert lynhurtigt svare og fortælle, at det dagligt bliver dokumenteret på Christiansborg. Andre har på det seneste og med langt større alvor debatteret spørgsmålet i forbindelse med kronprins Frederiks kandidatur til den internationale olympiske komité, IOC. Mens befolkningen i en aktuel meningsmåling støtter hans ambitioner i den retning, har kritikere ment, at et medlem af det apolitiske danske kongehus skal holde sig så langt væk som muligt fra de beslutninger, der bliver truffet af en så politisk betydende virksomhed som den olympiske. Sport er nødt til at erklære sig uafhæng af politik Kritikerne overser imidlertid, at selve eksistensgrundlaget for den globale idrætsorganisation er erklæringen om, at sport og politik ikke kan og skal blandes sammen. Det kan virke absurd, bevidst virkelighedsfjernt og håbløst påtaget naivt, at beslutningstagere, der initierer investeringer for milliarder og forandrer storbyers infrastruktur, holder fast i den opfattelse. Men årsagen er indlysende: den dag, IOC vedkender sig rollen som politisk magtfaktor, bliver også dagen, hvor de olympiske lege holder op med at eksistere. Det vil i så fald blive umuligt at træffe beslutninger om OL-værtskaber, støtte til de enkelte idrætsgrene og alt muligt andet, netop fordi de vil blive til forvandlet fra uofficiel til officiel valuta i studehandler mellem politiske systemer med interesser strittende i vidt forskellige retninger. Af samme grund har det internationale fodboldforbund, FIFA, i denne uge reageret skarpt på den spanske regerings krav om, at alle nationale idrætsforbund uden olympiske deltagere vælger ny bestyrelse inden sommerferien. At fodboldpræsident Sepp Blatter i den anledning truede det spanske fodboldforbund udelukkelse, hvis det efterlevede kravet, og tilmed gjorde det med en grotesk og paradoksalt arrogant bemærkning om, at FIFA har mere magt end FN, er én aparte side af sagen. En anden er, at også denne magtfulde og pengestærke idrætsorganisation ganske enkelt er nødt til så kategorisk at håndhæve manglende sammenhæng mellem sport og politik, fordi det modsatte forhold ville være aldeles handlingslammende. Uden sammenligning af aktiviteter i øvrigt gør det tilsvarende sig gældende for eksempelvis Amnesty International, der i sine formålsparagraffer slår fast, at foreningen ikke kan »indtage politiske eller religiøse standpunkter. Det samme gælder dens medlemmer på foreningens vegne«. Den erklærede politiske uafhængighed er altafgørende for organisationens verdensomspændende respekt. Ikke desto mindre kan det vel især i det aktuelle tilfælde fremføres, at forholdet til menneskerettigheder er et politisk spørgsmål. Det er i hvert fald muligheden for at forholde sig til netop det emne (eller mangel på samme), der har været omdrejningspunktet for kritikken af kronprinsens IOC-kandidatur. Nu har Danmarks Idræts-Forbund erkendt sin hidtil manglende evne og deraf følgende fremadrettede vilje til forbedring, når det gælder om udadtil at forklare, hvad hans opgave i den forbindelse rent faktisk er. Samtidig har kronprins Frederik angiveligt selv ansat en rådgiver - også kaldet en privatsekretær for sportslige anliggender - til at hjælpe sig med kommunikationen til offentligheden. Politiske spørgsmål må overlades til politikere Derfor er det nu hævet over enhver tvivl, hvis en sådan overhovedet har eksisteret, at kronprinsen går efter opgaven som IOC's repræsentant i Danmark. Noget af det første, han skal lære, er den eneste holdbare reaktion på spørgsmål, der er politiske ud over det almengyldige: »Det vil jeg overlade til politikere at svare på«. Det skal imidlertid ikke afholde medier fra på offentlighedens vegne at interessere sig for, hvordan idrættens væsentligste beslutninger selvfølgelig har politisk indflydelse.