Denne aftale vil ikke styrke den europæiske økonomis konkurrencedygtighed, men svække den. Det er ikke i borgernes interesse«. Sådan lød den fælles reaktion fra Europaparlamentets fire største grupper, da EU-landenes stats- og regeringsledere i fredags efter et døgns intense forhandlinger var blevet enige om unionens budget for de næste syv år. Parlamentets gruppeledere fra de konservative, de liberale, Socialdemokraterne og De Grønne fortsatte: »Europaparlamentet kan ikke acceptere aftalen, som den er. Nu begynder de virkelige forhandlinger med parlamentet«. Advarslen er til en vis grad spil for galleriet. Men den signalerer også, at en meget stor del af de 754 folkevalgte i Strasbourg ikke har tænkt sig at opgive drømmen om en større pengekasse uden en sidste, spektakulær kamp her i løbet af foråret. Om ikke andet så for at vise, at de kan. I kraft af Lissabontraktaten har parlamentet faktisk magt til at blokere det nye rammebudget på i alt cirka 7.428 milliarder kroner for perioden 2014-2020. Det vil parlamentarikerne næppe gøre i sidste ende, når der skal stemmes i april eller maj, men de vil bruge den magt til at kræve ændringer på falderebet.
LÆS OGSÅ Danmark bør tilslutte sig en europæisk finansskat
For de fleste parlamentarikere har den holdning, at rammebudgettet er alt for lille til at løfte fremtidens udfordringer.
I Danmark har der især været fokus på, at det lykkedes statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for første gang at forhandle sig til en dansk EU-rabat på lige godt en milliard kroner om året frem til 2020. Men andre steder er den store nyhed, at rammebudgettet for første gang i samarbejdets historie er lavere end det foregående: I årene 2007-2013 lå det samlede udgiftsloft på 7.699 milliarder kroner.
På trods af at EU stadig vokser – både i antal af medlemslande (Kroatien bliver medlem til sommer, og flere står i kø) og i politiske ambitioner – skal det altså samtidig være billigere at drive unionen, har de europæiske topledere besluttet.
Thorning: »Rabatten er sikker«
»Der er tale om massive, reelle nedskæringer. Det tror jeg ikke, man kan kalde realistisk finansiel planlægning«, sagde parlamentets formand, Martin Schulz, til stats- og regeringslederne:
»Vi er villige til at acceptere besparelser. Men jo mere I skærer, jo mere sandsynligt er det, at jeres beslutning vil blive afvist af Europaparlamentet«.
I løbet af de seneste mange måneders forhandlinger om det nye rammebudget har parlamentet hele tiden modsat sig store nedskæringer. Det samme har EU-kommissionen, der oprindelig havde foreslået medlemslandene at afsætte langt flere penge til de kommende år.
Men budgethøgene fra Storbritannien, Tyskland, Holland, Sverige, Danmark og resten af det nordlige EU vandt i store træk diskussionen over Frankrig og de syd- og østeuropæiske lande under de natlige topmødeforhandlinger i fredags. Spørgsmålet er, hvad Europaparlamentet kan og vil gøre ved det. Og om parlamentets krav kan få indflydelse på det kompromis om EU’s indtægter, som omfatter Helle Thornings hårdt tilkæmpede milliardrabat. »Rabatten er helt sikkert i hus. Det kan Europaparlamentet ikke stoppe«, sagde statsministeren, der jo selv har trådt sine politiske barnesko i Strasbourg, efter topmødet. Den betragtning har hun sådan set både ret og uret i. For i princippet kan parlamentet jo godt forhindre den danske rabat i at blive udmøntet, hvis der kunne skabes et flertal for at forkaste hele rammebudgettet. Men i realiteten vil de europæiske folkevalgte være nødt til at godkende budgettet til sidst, når de har fået nogle indrømmelser, som allerede er forberedt. Og Thorning har sandsynligvis ret i, at et angreb på Danmarks EU-rabat ikke er blandt parlamentets prioriteter.
