Man skal høre meget, før ørerne falder af, sagde min salig farmor ofte. Men havde hun måttet lægge øre til de fleste danske politikeres kampagne op til EU-folkeafstemningen på torsdag, tror jeg, at hendes ører var faldet af for længst.
Det er tilsyneladende, hvad der er sket for rigtig mange danske vælgere i løbet af de seneste uger. Mens antallet af nejsigere vokser, virker det stadig mere uklart, hvad det er, vælgerne skal tage stilling til.




























