Samfundets udvikling bringer os ud af ligegyldighedens vej, hvor mobning og nedværdigelse af andre mennesker, som ikke har samme vilkår som én selv, synes legitimt ? og ja nærmest en selvfølge.
Min kære søster har været på noget af en rutsjetur gennem samfundets klasser de seneste par år. Hun var en spirende lærerstuderende, der (som så mange andre) pludselig bliver ramt af tvivlen, hvormed hun lagde blyanten fra sig og tog arbejdshandskerne på som ufaglært på en fabrik, mens hun overvejede livets store spørgsmål: hvad vil jeg? I hvert fald lige indtil hun i en alt for ung alder blev ramt af en diskusprolaps, der stod klar med et velkomstbanner til kontanthelvedet og en åben dør til samfundets bund: underklassen. Jeg er på ingen måde chokeret over, at min søster kom igennem det og nu har (gen)fundet sin rette hylde og gør hendes for at hjælpe og uddanne samfundets børn. Nej, jeg er chokeret over, hvordan folks holdninger og forståelse af min søster ændrede sig som rutsjeturen tog fart. Der er ikke noget som en nedadgående-klasse-rutsjetur, der kan slå mennesker ud, og samfundets fordomsfulde øjne hjælper bestemt ikke.
