Hvis der er noget jeg er virkeligt træt af, så er det denne underlige vane eller tendens vi har fået, hvor vi bare skal synes og synes og synes alt muligt, om alting. Især fordi alle disse ”syn” nærmere er hån og fordomme, end det er ”syn”; vores holdninger bliver formuleret på en måde, så det allermest minder om et lille barn der skaber sig, med brug af bandeord og aggressive gestikulationer. Og helst rettet mod nogen, vi synes er lavere (læs: dummere) end os selv, for så er det jo nemmest. Vi skulle jo nødigt prøve at gøre det bedre selv, hvilket vi kan risikere, hvis vi dømmer nogen med en højere stilling, flere penge, flere færdigheder, eller flere verbale comebacks(!) end os selv.
Her taler jeg især om alle pegefingrene rettet mod det nederste samfundslag. Undskyld mig, men findes der i øvrigt et mere nedladende udtryk end ”underklassen”? Klassen under hvad? Klassen under overklassen? Og hvem er overklassen egentligt over? - Dem i midten? De helt almindelige? Normaliteten? – og hvilken norm? Den norm-kasse som samfundet har opfundet, for at der skal være noget der – Gud forbyde det – forholdt sig helt stabilt og lige, uden større armbevægelser, være det sig angående økonomi, ligusterhække eller faktiske fysiske armbevægelser. Vi må endelig ikke tale for højt i toget, have for fedtet hår og skæve tænder, eller have for lyserøde gamacher på, for så er vi nok opvokset i noget udkant, og vi har nok ikke haft det så godt derhjemme, og vores fremtidsudsigter er nok nærmest ikkeeksisterende, for gad vide om vi overhovedet har gået i nogen form for skole.
