Politikere i toppen af dansk politik udtaler sig alt for ofte om noget, de ikke ved noget om eller har personlig erfaring med. Alt imens bliver de folkevalgte mere og mere ens. Akademikere med samme type baggrund, der i stigende grad ikke er i berøring med det samfund, der udspiller sig uden for Christiansborgs mure, skal gøre sig kloge på hele Danmarks vegne. Et at de store politiske emner er underklassen og den stigende ulighed i Danmark. Men hvor god en kandidat er den gennemsnitlige politiker egentlig til at tage hånd om en underklasse, de næppe kender til?
Som ungdomspolitiker har jeg gerne villet se mig selv som en forkæmper for de svage i samfundet. Men under en debat mellem Karina Jespersen og Lisbeth Zornig, der begge er børn af underklassen, måtte jeg stoppe op og genoverveje mig selv som underklassens politiske heltinde. Debatten handlede om, hvorvidt man bedst bryder den negative sociale arv, får hevet sig op ad den sociale rangstige og ender som en succesfuld middelklassedansker. Selvom de to kvindelige debattører begge har oplevet underklassen levevilkår, har de vidt forskellige bud på, hvordan en løsrivelse fra fattigdom, druk og kriminalitet bliver en realitet. Er det gener?Ja, mener Karina Jespersen. Er det velfærdsstaten? Naturligvis, siger Lisbeth Zornig. Men hvem bærer ansvaret? Den enkelte, kommer det prompte fra Jespersen. Nej, det er afgjort fællesskabet, svarer Zornig igen. Buddene repræsenterer selvfølgelig på den ene side en liberal og på den anden side mere socialliberal holdning. Men i modsætning til, når jeg selv og mange andre danske politikere debatterer, var buddene og argumenterne bygget på de to debattørers egne erfaringer og oplevelser som mønsterbrydere. Uanset, om jeg så var hamrende uenig med Karina Jespersen, måtte jeg erkende, at jeg vidste langt mindre end hende i denne sag.
