" Skal du med i byen på lørdag?" ? Et tilsyneladende venligt og inkluderende spørgsmål, som mange elsker at få, men som jeg i mine gymnasieår med omhu har forsøgt at undgå. For jeg skulle ikke med i byen; sæsonen var i gang, og jeg skulle til kamp ? hvad mine bedste venner og veninder fra mit gymnasium udmærket vidste, idet de stillede spørgsmålet. Men i Danmark værdsættes sportslige præstationer ikke med mindre udøverne TV-transmitteres eller betales. Vores gud er Øl og vores manifest er Janteloven. Enhver bespottelse af Øl bliver betragtet som blasfemi og må straffes med den sociale død eller underkastelse. Ethvert lovbrud, i dette tilfælde at tro at man kan noget, bliver mødt med foragt, hån og mistro.
Det er svært at sige fra over for et vedvarende kulturelt pres, og særligt svært bliver det, når drukkulturen endda indvaderer sports- og foreningslivet. På trods af at det er ekstremt paradoksalt, er det helt normalt at foreningerne støtter op om såkaldt ølbold, hvor man systematisk opbygger og nedbryder talent. Konsekvenserne ved det kulturelle gruppepres er, at vi taber en kæmpe portion talenter på gulvet, fordi de mister lysten til fordybelsen eller presset bliver for meget. Det er et tab for vores sports- og foreningsliv, vores internationale resultater, vores faglige niveau og for vores sundhed. Vores samfund ville være en hel del mere spændende, hvis talenterne fik det rum, de fortjener. Det kunne være, at der rent faktisk ville blive scoret mål i Superligaen, at vores herrelandshold ville være værd at se på, at kvindesport blev ligestillet med herresport, at vores erhvervsliv fik dygtigere og sundere arbejdere, at vi som helhed blev et sundere og gladere folk, samt at vi kunne lægge vores rekord i ungdomsdruk på hylden til fordel for rekorder, vi rent faktisk kan være stolte af.
