Jeg har de seneste dage været udsat for en regulær opmærksomhedsstorm. Normalt er opmærksomhed noget vi higer efter på sociale medier, men den her storm skræmmer mig på to måder. For det første, fordi jeg gennem et koordineret angreb på ord personligt er blevet udsat for en gruppe polariserede unge og taget til indtægt for synspunkter jeg ikke har. For det andet, fordi stormen hvirvler en masse støv op, der forsøger at sløre unges egen selvstændige og kritiske stillingstagen.
Sagen er den at jeg i sidste uge var orkanens navle. Jeg er engageret i foreningen YouGlobe, der op til kommunal- og regionsvalget d.19. november faciliterer 150 valgmøder med politikere på uddannelsesinstitutioner over hele landet. Det nynazistiske Danskernes Parti stiller op til det forestående valg, og derfor er regionerne som embedsapparat, nødsaget til at invitere partiet, såvel som alle andre der stiller op til valget, med til valgmøderne. Danskernes Parti udnytter platformen ved at stille kandidater til adskillige af valgmøderne og det er de i deres fulde demokratiske ret til. En måned før valget bliver alle partier nemlig vurderet af et særligt udvalg, der erklærer alle opstillede partier egnede eller ej til at stille op. Den dom må vi dog vente på og Danskernes Parti er derfor foreløbig berettiget til at føre kampagne indtil det modsatte er bevist.




























