Vi har to fælles venner på facebook. Asta Olivia Nordenhof og jeg. To. Det er ikke mange, hvis man kigger på statistik om netværkssamfund og den slags. Vi bevæger os dog i de samme kredse. To fælles venner. Den ene en redaktør hos Gyldendal, jeg egentlig ikke kender. Én. Jeg overvejer, hvorfor jeg overhovedet interesserer mig for hendes facebook-profil. Hvorfor denne interesse for forfatterens privatliv? Burde jeg ikke holde fokus på hendes blog? Jo, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op med den. Dette sammensurium af tekster stritter i alle retninger og er totalt umuligt at holde sammen på. Jeg bider i min lillefingernegl af ren frustration (noget, jeg ellers var holdt op med), mens jeg febrilsk leder efter en eller anden samlende enhed ? og den eneste, jeg umiddelbart kan finde, er et navn, der følger efter hver eneste tekst. Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof.
Pigen bag masken
Måske er det mediet, der fremkalder denne trang til at nå ind til hende. Hvordan er jeg ellers kommet på den tanke, at der hersker et én-til-én-forhold mellem tekstens jeg og forfatteren? Jeg føler mig pludselig som kunden Poul, der optræder i digtene om luderen Dafne. Han søger også noget ægte, da han dukker op på bordellet før åbningstid for at se pigerne ankomme. Som kan han på den måde få lov at se virkelighedens Dafne, ikke blot luderens maske: "(...)Poul var mødt op for åbningstid og stod ude i gården da jeg kom, det var hundrede procent tilsigtet, han ville have et glimt af den ægte Dafne, hverdags-Dafne, ude af karakter, cyklende, i cowboybukser, han ville have en ide om HVEM det er han knepper." Jeg forstår hans interesse. Dafnes ord er sært vedkommende i deres råhed. Hendes brutale ærlighed tiltaler mig. Også selvom, eller netop fordi, det er en ærlighed, der er eksklusiv i relationen mellem tekst og læser, og som Poul ikke nyder meget af.
