Efteråret er på sin vis pisseirriterende, men for mig har det også en vis form for betagende melankoli. Jeg dyrker det, da jeg i virkeligheden synes at mørket oftere er mere spændende end lyset. Ligesom romantik tit kan være kedeligere end gys. Men kulden er nedtur, så jeg træder ind i galleriet.
Efterårsstemningen følger med indenfor, men det gør det travle strøg heldigvis ikke. Dan Scheins malerier skærer mig mere i øjnene end de er skønne. Malingen gør billedet til en tredimensionel fastfrysning af hans handlen i maleøjeblikket. De hidsige strøg angiver både den styrke han har lagt i penslen, og hvor hurtigt han har svunget den. Fuld af frustration og angst? I hvert fald fokuserer jeg mere på sporene fra hans sind i malerierne end på selve værkerne. Godt og vel det samme.
