Min lokale Netto har åbent fra 8 til 22 hver dag i ugen, når der altså ikke lige trænger sig en af de helt store højtider på. Der er overvejende sandsynlighed for, at de øjeblikke du bruger på at læse dette indlæg, ligeså vel kunne bruges i din lokale Netto, som sikkert også har åbent fra 8 til 22. Tiden, hvor vi var sammen om at vente på åbningstider, er mere eller mindre forbi.
Der er godt og vel et år siden, at den dugfriskt formulerede lukkelov trådte i kraft. Et år, hvor butikker rundt om i landet mere eller mindre har haft mulighed for at holde åbent hele døgnet rundt alle årets dage. Og ja, det er blevet sværere at være indehaver af en butik. Søndags-, helligdags- og aftenvagter er nemlig dyre at afsætte. Som optimist kan man håbe på, at det så er blevet tilsvarende bedre at være dansker. Men sådan forholder det sig ikke. Javist, det er blevet lettere at være forbruger. Men manglen på lukkelov har berøvet os vores kollektive ventetid og dermed taget den kollektive kreativitet som gidsel.




























