”Jeg er blevet apolitisk”, sagde én af mine veninder forleden i forbindelse med en snak om det nuværende politiske landskab. Vi sad et par piger i en kvistlejlighed på Nørrebro og snakkede og drak rødvin. Den anden halvdel af selskabet sendte hinanden et sigende blik og vendte sig væk fra mig og min veninde for at tale om noget andet. De har for længst opgivet at tale med, når vi først begynder vores samfundskritiske diskussioner af den ene eller anden art. Og de er som personer hverken uengagerede eller uintelligente, snarere tværtimod, men de orker det ikke. Det er for kompliceret af holde hoved og hale i hvem, der mener hvad og hvorfor, og hvad de i øvrigt har tænkt sig at gøre ved det.
Så sad vi dér. To, der for længe siden har mistet interessen, én, der er godt på vej i samme retning og så mig, som sagtens kan forstå dem og er tilbøjelig til at give dem fuldstændig ret – politik er sindssygt svært at relatere til, fordi det ikke handler om rigtige mennesker. Sådan virker det i hvert fald sjældent.
