Tillad mig at indlede med en personlig anekdote (tilsat et svagt lyserødt skær og violinmusik): Jeg husker det, som var det i går... Sikkerhedsselen spændt, mor og far på bilens forsæder. Jeg kan ikke skelne nervøsitet fra begejstring. Bilmotoren tændt. Næste destination: Sønderjyllandshallen. Hallen, der dén sprøde efterårsdag i 2009 skal manifestere min myndighed sort på hvidt. Jeg kan mærke, at det vejer tungere end de andre goder, min 18 års fødselsdag har givet mig - såsom kørekort og køb af alkohol på Aabenraas tvivlsomme diskoteker.
Ind i stemmeboksen. Krydset sat. Jeg afleverer sedlen, ønsker den 'pøj pøj' i det store valgsystem og forlader stedet minimum to centimeter højere. Tænk, at et enkelt stykke papir kan betyde så meget. Retten til at stemme ved kommunalvalget giver mit 18-årige jeg følelsen af, at samfundet endelig har anerkendt mig som et individ med en holdning, der er værd at lytte til.
