Det er min hjerne, mit hjerte og ikke mindst min mavefornemmelse der siger det - og nogle gange, når det handler om noget så ufatteligt som at lade noget leve i min krop, skal mavefornemmelser ikke undervurderes. Men selvom min omgangskreds er ligeså ung som jeg selv, og ligeså meget et produkt af en tid, hvor vi har mange andre muligheder, bliver jeg oftest mødt af konservativ forundring og løftede øjenbryn når vi kommer ind på emnet. For det ligger jo i selve kvindeligheden at føde børn. Kvindelige venskaber bygger i høj grad på at drømme sammen. Vi snakker meget. Om alt det man skal med sit liv, men to uundgåelige emner er, og vil altid være, mænd og børn. Hvem man mon bliver gift med (for det gør man jo) og hvor tjekket man skal være når man endelig selv bliver gravid (for det gør man jo). Du ved: en café latte i hånden mens man viser manden og maven frem rundt om søerne. Fra man ellers er gammel nok til at afholde sin første videoaften bliver der diskuteret drømmefyre, sukket i takt og planlagt fremtidige børnenavne. Jeg har også en liste. Men mine drømme er alligevel anderledes. Ingen tvivl om, at jeg vil finde en mand, jeg kan leve et liv med og jeg vil stadig gerne have børn, jeg skal bare ikke føde dem selv. Tanken frastøder mig og jeg kan ikke se noget smukt i selve graviditeten. Det synes jeg, er okay at sige i år 2013. Jeg har meget svært ved at forstå hvorfor noget så personligt, noget der involverer min krop i så høj grad, ikke må antastes. Det handler ikke om, at jeg ikke vil være fed. Det handler heller ikke om, at jeg vil satse på min karriere og det handler slet ikke om, at jeg ikke kan blive gravid. Jeg har bare ikke lyst. Det havde min mor faktisk heller ikke og der findes derfor ingen billeder af hende under hendes graviditet. Hun synes ikke, hun var smuk.
Et frivilligt fravalg For mig er det dels personligt: jeg får kvalme ved tanken om noget levende, der vokser inde i mig og hele mit underliv snører sig sammen i frygt, når jeg tænker på en fødsel. Men det er også etisk. Vi er godt i gang med at overbefolke planeten og med mindre man virkelig brænder for det, kan det ikke forsvares at sætte flere børn i verden ? i hvert fald ikke i vores del af verden, hvor familie ikke baseres på overlevelse. Jeg er, med andre ord, mere end okay med at slippe for graviditeten og giver hermed den plads mine hypotetiske børn ville tage, videre til nogen, der har et større behov eller ikke er så privilegerede at kunne vælge til eller fra.
