Studerende på historie, filosofi, dansk og de andre humanistiske fag er blandt de studerende, der er absolut længst tid om at gøre deres uddannelse færdig. Samtidig tilhører vi den gruppe, som universiteterne får den mindste pose penge til at uddanne. Hvorfor er der tilsyneladende ikke nogen, som har overvejet, at der kunne være en sammenhæng mellem de to ting? Det virker åbenlyst, at færre ressourcer må resultere i uddannelser af lavere kvalitet - færre undervisningstimer, kortere semestre og undervisere, som ikke har tid til at forberede sig ordentligt - og at det forlænger tiden, før vi har lært nok til at være rustede til at komme ud på arbejdsmarkedet.
Men nej. I stedet er det blevet et fast ritual at lægge skylden på de studerendes dovenskab. "De studerende bruger alt for lang tid på at gennemføre studierne, de arbejder ikke nok, og de er for dovne." Omtrent sådan lyder det messende fra politikere, kommentatorer og debattører, når talen falder på uddannelse, statens finanser og kongerigets forfald. Ungdommens dovenskab er skyld i det hele.
