Kære barn. Du orker sikkert ikke høre på din mors fortællinger; du vil hellere danne dine egne holdninger om verden, og det skal du. Men snart vil du opdage, hvilken uretfærdig verden vi har efterladt dig. Det er en verden holdt i kvælertag. En verden i knæ. En verden, der er nøjagtigt, som vi overtog den.
Derfor vil jeg bare sige undskyld. Undskyld for de kampe vi ikke tog. Undskyld for at vi lod stå til, da vi havde ungdommens energi til kæmpe. Vi havde alt for travlt med at være unge, egoistiske og fumle os igennem livets begyndelse. I vores teenagedage bildte vi os ind, at vi var revolutionære, og at vi skulle ændre verden. Alle de rejser jeg tog - til Burma, til Thailand, til Cameroon og Sierra Leone - var for at se verden i min naive tro om, at jeg kunne lære om live og gøre en forskel for andre. Jeg var blændet af idealisme. Jeg troede, at jeg kunne gøre noget meningsfuldt, have en indflydelse og ændre et system. Jeg håbede, at hvis vi bare var mange nok, så kunne vi bygge en anderledes verden sammen. Jeg mente at kollektivet var den sol jorden drejede omkring. Men jeg blev klogere. Klogere og mere kynisk.
