Det var med stor forargelse, at jeg læste Kjeld Koplevs indlæg i Politiken d. 19.11. Ikke fordi jeg var uenig eller synes, at han virkede som en dårlig kammerat. Jeg blev vred, fordi han havde taget sig sammen og skrevet lige netop det, som jeg har villet skrive i flere måneder. Vi er dårlige cyklister.
Med mine daglige cykelture gennem Københavns gader får jeg lov at se mine medborgeres stupiditet, vores egoisme og vores ligegyldige utaknemmelighed for sikkerhed for andre, og ikke mindst for os selv. Vi burde indføre cykelkørekort og cykelhjelme ved lov.




























