I bogens verden er det blevet gængs at skelne mellem fiktion og autofiktion.
Fiktion er bøger, som ikke passer, men er gode at læse. På titelsiden står navnet på en forfatter, og ofte er der i bogen et jeg, som fortæller. Det rejser et gammelt spørgsmål om forholdet mellem de to. Nogle sporhunde kradser i overfladen og afslører, at fiktionen rummer spor af forfatterens faktiske liv, så der trækkes på egne erfaringer, mere eller mindre tilsløret. Når St. St. Blicher starter ’Hosekræmmeren’ med »Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede«, kan man overveje, om ’jeg’ er Blicher selv eller blot en anonym stemme. Gør det noget?
Forholdet kan også skifte. I sine skuespil overlader Shakespeare ordet jeg til sine karakterer. Julie taler om betingelsesløs kærlighed, lady Macbeth om betingelsesløs ambition. Men er det Shakespeare selv, som siger ’jeg’ i sonetterne?
Autofiktion leger, hybridt, med grænsen mellem fiktion og fakta. Her er jeget ikke et anonymt fortællerjeg, men mere eller mindre åbenlyst forfatteren selv. Han kan optræde med sit eget navn, helt ned til knausgaardske detaljer, men kan man nu stole på, at det passer? Det kan man selvfølgelig ikke. Det ’jeg’, som udvælger bogens ’jeg’, er ikke med. Han fravælger og gemmer sig på forsiden under – bag – sit eget navn. En fortæller er, næsten per definition, upålidelig.
Nu er der tre personer på spil, forfatteren, fortælleren og det fortalte jeg, og de hedder alle sammen det samme. Det er indviklet, men rutsjeturen er ikke slut. Faktisk er der en fjerde med, usynligt til stede bag forfatteren, når han vælger og vrager sine ord. Intet blik kan se alt, især ikke sig selv, og ingen forfatter kan se den underjordiske kilde, hvorfra hans ord strømmer. At være kreativ er at afkalke hullet til indre ressourcer, som både er éns egne og fremmede.
Hertil kommer læseren, som skal håndtere balancen mellem de mange jeger. De er alle upålidelige, og det samme er hans dømmekraft. Det er en dans på gyngende grund i et spejlkabinet. Heftigt og lykkeligt flimmer over det hele.
Vi kan tage et eksempel. I Peter Høegs roman ’Gennem dine øjne’ møder vi en Peter, hvis moder har efternavnet Høeg. Efter en slægtnings selvmord opsøger han en klinik for eksperimentel bevidsthedsforskning, hvor han møder en barndomsveninde, en af de superkvinder, Peter Høeg er så glad for. Til sin egen overraskelse får han pålagt at skrive en rapport om forskningen – altså den bog, man sidder med i hånden.
Lidt efterforskning afslører paralleller mellem liv og værk, frem for alt en navngiven børnehave og en brors selvmord. Men alting er tvistet, barndommen er mere magisk, bevidsthedsforskningen mere avanceret, scenen er en anden. Selv om biografisk info giver lidt ekstra forståelse, kan bogen læses på egne betingelser – et styrtdyk ned i bevidsthedens og den kollektive bevidstheds mysterier, fyldt med peterhøegske visdomsord.
Hvad er gevinsten ved at skrive autofiktion? Den første er åbenhed. Forfatteren trækker synligt på sine egne erfaringer, som giver en illusion om autenticitet. Her er en mand, som ved, hvad han taler om! Den næste er lukkethed. Forfatteren tilslører sine egne erfaringer. Han vælger og vrager og forenkler og forvrænger. Han er stadig ikke til at stole på, blot er spillet en tak mere kompliceret. Forfatteren bygger en urolig hængebro mellem det private, som ikke kan meddeles, og det almene, som er fælles for mange.
Gustave Flaubert indrømmede, at »Madame Bovary, det er mig«. Han afslørede og tilslørede sig bag en kvinde. Man kan gå videre og sige, at romanen også afslører og tilslører tidens kønsroller, klassekamp og økonomiske konjunkturer. Den er et lukket kunstværk, men kan også læses biografisk og sociologisk. Bevægelsen går fra det konkrete, Flauberts levede erfaring, til fortællingen om en kvindes deroute og videre til tidsånden.
Forfatter og fortæller kan fremsætte deres uforlignelige meninger om dit og dat. Det samme kan romanens personer, og læseren må så afklare deres betydning. Selv en alvidende fortæller ved ikke og kan ikke fortælle alt. En forfatter, som konstruerer en fortælling med mindelser om ’sig selv’, gør sig til en stemme i en treklang. Peter Høeg lader Peter Høeg fortælle om Peter Høeg. Blikfægteriet er en af romanens lystgevinster.
Filosofi er en anden genre. Selv hvis den, som i gamle dage, tager form af dialog, er dens blik rettet mod det, som er fælles for alle. Det kan ske i knastørre systemer, duftende af lærdom, men også i rapsodisk form, hvor en filosof næsten romanagtigt nærmer sig den levede eksistens, så læseren får utilslørede bud på, hvordan han skal leve. Men uanset hvad, er blikket rettet mod det almene – selv når der, som hos Platon, skelnes mellem mennesker af guld, sølv og jern.
Er der også en hybridform her? Findes der autofilosofi? Augustin og Rousseau skrev selvbekendelser, Sartre skrev en bog om sin barndom. Men det er undtagelser. Filosofi er i reglen kæder af argumenter, måske belyst med anekdotiske eksempler. Kants ’Kritik af den rene fornuft’ er støvsuget for saftige detaljer om hans privatliv.
Autofilosofi starter et andet sted end autofiktion. Bevægelsen går ikke fra konkret til almen, men den modsatte vej. Udgangspunktet er ’os alle’. Selvfølgelig kan man spørge, hvilket menneske som skinner igennem Kants lære om mennesket og dets evner. Man kan bemærke en stærk tro på fornuften, en næsten tvangsbetonet forpligtelse på orden, så intet overlades til tilfældet.
Kant var oplysningsfilosof, men splittet mellem fornuft og autoritetstro. Man skal vove at stole på sin fornuft, siger han, men også acceptere, at over for den enevældige fyrstes fornuft er den enkelte borgers fornuft ikke andet end ’fornufterier’, konsekvensløse privatmeninger. Og det er forbudt at undersøge magtens baggrund og historie. Her skinner det politiske klima igennem.
Kants dyrkelse af den rene tanke spejler sig i en påfaldende interesse for det modsatte. Ligesom Mozarts luftige toner måtte leve med hans optagethed af det latrinære, fortæller samtiden om Kants kredsen om det fækale. Det nævnes ikke i hans værker og gør ikke hans filosofi til auto. Her er der ingen synlig person til stede, kun et alment menneske og en politisk borger. Heller ikke hans mærkelige ideer om kønsroller stempler ham som privatperson.
På samme måde kan man hos Heidegger spore en længsel efter et hjemsted, Blut und Boden, og et ubehag ved det moderne. Heller ikke her får vi et klart billede af manden. Skal man tale om autofilosofi, må man supplere med andre kilder.
Filosofi har ambition om evighed, så det konkrete udrenses. Men renselsen lykkes ikke, sporene udviskes ikke helt. Selv filosoffer fra øverste hylde er bundet til deres kropslige intuition og tavse viden. Blot er disse spor ikke nok til at tale om autofilosofi. Filosofi handler om filosofi, ikke om biografi, så jagten på autofilosofi synes at ende i en blindgyde.
Men genren er ikke død. Den udgør et spektrum fra lidt til meget. Et åbenlyst eksempel på autofilosofi finder vi hos Søren Kierkegaard. Han gemmer sig bag et batteri af pseudonymer, som har hver sit blik på de temaer, Kierkegaard er optaget af, gud og Regine. Samtiden lod sig ikke narre. Det var Kierkegaard all over.
I ’Enten-eller’ er der flere lag sandsække. Først en udgiver, Victor Eremita (’den sejrende eneboer’), som finder et chatol med en hemmelig skuffe fuld af manuskripter, dernæst A, som skriver om nydelse og troløshed, især i ’Forførerens Dagbog’, og endelig B, assessor Wilhelm, som skriver to breve til A om at forpligte sig. Skal man gifte sig eller lade være? Hvordan skal man vælge mellem nydelse, som er kort, forpligtelse, som er lang, og tro, som er evig?
Pragtparaden af pseudonymer omfatter udgivere og skrivere. Som i et kalejdoskop vender og drejer Kierkegaard sine analyser af tro, angst og lidenskab uden åbenlyst at involvere sig selv. Hans ’kategori’ var den eksperimenterende digter, der som en dukkefører lader sine pseudonymer tale med hver sin stemme.
Hvorfor skriver Kierkegaard en autofilosofi og ikke en autobiografi, når det tydeligvis handler om ham selv? Også her er der gevinster.
Autofilosofiens første gevinst er tilsløring, som kan skyldes blufærdighed, et ønske om ikke udstille sit privatliv, men også en sans for, at det private er for specielt. For at være relevant for andre må det renses. Så Kierkegaard befrier sine dilemmaer for detaljer og for tid og konstruerer et eksistentielt mønster. Selv når han taler om ’stadier på livets vej’, er det ikke en beskrivelse af livsforløb og slet ikke hans eget. Der står ingenting om Regine og den tungsindige fader, alt holdes på en arms længde i en alvorlig leg med positioner.
Dernæst vinder Kierkegaard autenticitet ved at trække på egne erfaringer og meddele sig næsten intimt til ’hin Enkelte’. Den velsmurte og vibrerende stemme trænger ind bag tankens krystaller og ned i følelsernes strømførende lag. Mens autofiktion er hybrid ved at koble fiktion og fakta, er autofilosofi hybrid ved at koble alment og individuelt.
Der er også ligheder. Autofiktion erstatter imaginære figurer med en person af kød og blod, én, man kan møde på gaden. Omsider noget virkeligt – selv om der er rigeligt med Dichtung und Wahrheit. Autofilosofi lader, som om den er almen blot for at lade en konkret person skinne igennem.
Den sidste gevinst er radikalitet. Slipper man forpligtelsen over for fakta, kan man i sit eget livsforløb opspore knudepunkter, årsager og mønstre. Man kan forenkle, stilisere, over- og underdrive i tankefigurer og typer, som lever deres eget liv. Med sprogets og genrens kraft løfter autofilosofi sig op over den faktuelle jordbund, slipper tyngdekraften og hengiver sig til tankens frie flugt. I et storhedsvanvittigt projekt bliver mønstret i éns eget liv til et mønster for livet i almindelighed. Kierkegaard var ikke bundet af detaljer om ’sig selv’ og kunne tale bredt, så andre kunne være med. Ved at fremmedgøre sin erfaring og skrive sig ind i et system, som ikke ville være et system, blev han eksistensfilosof og ikke blot selvoptaget.
Heller ikke i dagbøgerne er der fuld åbenhed. Kierkegaard var stærkt bevidst om sin egen betydning og vidste, at efter hans død vil folk nyfigent støvsuge hans gemmer for information, gerne af den snaskede art. Han fortalte, at der var en nøgle til hans inderste hemmelighed, men undlod drillende at udlevere den. Men var det nu den rigtige nøgle, Kierkegaard nægtede at udlevere? Og er der kun én?
Det posthume ’Synspunktet for mit Forfatterskab’ giver heller ikke megen hjælp. Her fingerer Kierkegaard, at han fra starten fulgte en plan. Problemet er blot, at det blik, som iagttager de øvrige blikke, ikke er et autoritativt overblik, men blot endnu et blik i spejlkabinettet.
I ’Sygdommen til Døden’ defineres tro som ’gennemsigtigt’ at hvile i den kraft, som sætter én. Nøgleordet er gennemsigtigt, som mimer Paulus’ ord om, at vi her på jorden ser stykkevis og delt, mens vi hos gud skal se helheden.
Er autoforfatteren og autofilosoffen det nærmeste, vi kommer gud? De skriver helt inde på livet af sig selv, de har privilegeret adgang, og selv om de kan lyve, behøver de ikke. Blot løber gennemsigtigheden ind i en ond cirkel. Selv hvis de skriver hudløst åbent, er de en del af det ’selv’, de skriver om, og kan hverken se sig selv udefra eller helt indefra. Tilbage står altid et jeg, som ikke kan se sig selv seende – og altså ikke kan se det hele. Hvordan skelne mellem dyb viden og storslået selvbedrag?
Hos Kierkegaard er problemet synligt selv for det svage øje, mens andre filosoffer er svære at hive ned af den filosofiske hest. Vi har nævnt Kant og Heidegger. Måske er Freuds ødipuskompleks ikke blot en uundgåelig driftsskæbne, men også en refleksion over en personlig erfaring (’far er dum, mor er sød’), som han gjorde til hjørnesten i en psykologisk teori om begær og hæmning. Han ville være videnskabsmand, ikke digter, og underkastede sig genrens upersonlige krav.
Autogenren tilføjer generøst en ny dimension ved at invitere skrivekuglen ind i sit eget værk og skabe furore ved at minde læseren om, at fortællere blæser i vinden. Peter Høegs tre Petre har fælles træk, og frem-og-tilbage-løbet mellem dem forstærker usikkerheden om, hvem ’Peter’ er. Også Kierkegaard spalter sig i en forfatter, en udgiver og de mange stemmer – og så den Kierkegaard, som skriver om sine egne skrifter. Hvem skal man stole på? Eller går det som i 1300-tallet, hvor både en pave og en modpave gjorde krav på den højeste autoritet, så mange til endte med at tvivle på dem begge?
For fiktion og filosofi gælder det modsatte af TINA-tesen (There is no alternative, red.): Der er altid et alternativ. Autogenren fjerner sløret og lader en frodig usikkerhed blomstre. At forvandle liv til tekst, både som fiktion og filosofi, kræver bearbejdning, altså arbejde.
I astronomien er et sort hul en fortættet masse, som opsuger alt lys og intet lader slippe ud. I fiktion og filosofi er det omvendt. Når de trænger ind i eksistensens sorte hul, møder de det grødefulde sted, hvorfra bevidstheden udspringer, ukendt for sig selv, så ethvert jeg, som Sophus Clausen siger, »hamrer Ild af Mørket«. En anden dansk forfatter, Emil Aarestrup, taler om »det som i vort Indre/ er gaadefuldt, og ikke kan forklares«. Autofiktion og autofilosofi arbejder sig ind i mørket, kaster lys og stiller den afslørede indsigt frem til almindelig beskuelse. Men når de tænder lyset, dukker et nyt mørke frem.
Jeget er en gåde, lykkeligt og ulykkeligt.
Hør Politikens ide-podcast Den levendes dobbeltafsnit om autofiktion her
fortsæt med at læse
