Mennesker er følelsesvæsener; vi orienterer os, efter hvad der vækker vores nysgerrighed, lyst, skræk og så videre. Det sensationelle, det dejlige, det uhyggelige … Hvis der ikke er følelser i spil, motiveres vi ikke til at engagere os. Samtidig er mennesker rationelle – eller vi ønsker i hvert fald at være det. Og traditionelt ses fornuft og følelse som hinandens modsætninger. Idealet er at træffe rationelle beslutninger uden følelsernes indblanding – på både det individuelle plan og som kollektiv. Et mærkeligt ideal, egentlig, som kræver, at vi ser bort fra alt det, der driver os.
Her kommer algoritmerne og tilbyder os tilsyneladende hjælp til at blive rationelle. I sig selv er algoritmer ikke en ny teknologi.
Algoritme er betegnelsen for procedurer for rationel beslutningstagning, der gør det muligt at definere, præcis hvilke forhold der skal tages hensyn til, og at nå frem til en beslutning uden hensyntagen til andre faktorer.
Det nye er ikke procedurerne, men deres udbredelse og digitalisering. I dag er ikke bare konkrete beslutninger, men den menneskelige meningsdannelsesproces som sådan i høj grad styret af algoritmer. Paradoksalt nok har det ikke gjort processen mere rationel – snarere tværtimod.
Algoritmerne anvendes nemlig typisk ikke i oplysningens tjeneste; målet er ikke at nå frem til den bedst mulige beslutning for flest mulige, men at skabe mest mulig profit for de virksomheder, der ejer algoritmerne eller køber sig til deres tjenester.
Når Facebook og andre sociale medier optimerer engagement, er det ikke for at give brugerne det, de vil have. Eller det er det måske nok, men det er kun for at kunne give annoncørerne det, de vil have: brugernes opmærksomhed. Det siger også noget om, hvad der driver mennesker – her ønsket om profit.
Med profit for øje bruger nogle af tidens klogeste hoveder deres karrierer på at finde ud af, hvad der fanger og fastholder vores opmærksomhed. Til det formål har de ikke længere brug for at gætte, men kan se på vores faktiske adfærd via det spor af data, vi skaber, når vi færdes på nettet. Og afkodningen af data kan i dag automatiseres, så algoritmer selv finder mønstre i vores data og på den baggrund tilpasser det indhold, de tilbyder os.
Resultatet er en rationel, datadrevet eskalering af menneskelige følelser, for vi – viser det sig – engagerer os typisk ikke i nuancerede argumenter og grundige afvejninger for eller imod en sag. Tværtimod engagerer vi os i det, der enten er tættets på eller længst væk fra os. Det, vi elsker eller hader.
Algoritmerne personaliserer din indgang til offentlig debat. Som bruger får du mere af det, du allerede kan lide, og bliver ført sammen med mennesker, der kan lide det samme som dig i en lind strøm af kattevideoer og børnebilleder.
Det skaber hyggelig konsensus. Og algoritmerne polariserer debatten. For du engagerer dig ikke kun i det, du kan lide, men også i det, du er imod. Alt det, der groft sagt bringer dit pis i kog. Det skaber hadsk konflikt. Og når de to processer, den samlende og splittende, former debatten, bliver der mindre og mindre plads til at mødes om uenighed og udveksle synspunkter.
Paradoksalt nok bliver den offentlige debat mindre og mindre rationel, jo mere rationelt den er organiseret.
Det er ikke kun de store teknologivirksomheder, der bruger engagement som basis for deres forretningsmodel, men også typer som Andrew Tate (hvis du ikke ved, hvem det er, så spørg en teenagedreng). Inden han blev anholdt på mistanke om organiseret kriminalitet og menneskesmugling, rådgav Tate sine mange følgere i, hvordan de selv kunne blive succesfulde influencere som ham.
Idealet er, sagde han, krig i kommentarsporet med 60-70 procent fans og 30-40 procent ’haters’. Og det, der skaber sådan en situation, er provokerende indhold; det er dyre biler og en verden i brand. Tate indledte for eksempel en fejde med Greta Thunberg om netop de emner, da han mod slutningen af 2022 taggede hende i et tweet om sin bilsamlings ’enorme udledninger’.
Thunberg gik ind i konflikten, og det skabte en masse røre og opmærksomhed – præcis som Tate ønskede. Men da han kort tid efter blev opsporet og anholdt af det rumænske politi, efter sigende blandt andet ved hjælp af en video, hvor brugte pizzabakker afslørede, hvor Tate fik bragt mad fra, serverede han sejren til Thunberg. »Det er, hvad der sker, når man ikke genbruger«, konkluderede hun tørt.
Eksemplet med Tate, Thunberg og pizzabakkerne viser ikke bare, hvordan følelser skaber engagement, men også at den offentlige debat i høj grad er blevet et spektakel, et stort og larmende, men også hult og overfladisk show.
Hverken Tate eller Thunberg kan gøre sig meget håb om at overbevise hinandens følgere, men går i clinch med hinanden for yderligere at opildne dem, der allerede følger dem. Igen, rummet for reel uenighed tømmes, mens vi flokkes om det, vi virkelig godt kan lide, og det, vi virkelig ikke kan udstå.
Ud fra et demokratisk perspektiv er det en problematisk tendens, men det er ikke følelserne i sig selv, der er problemet.
Hvis vi ikke var følelsesmæssigt engagerede, ville vi næppe nogensinde blive mobiliseret til deltagelse, så løsningen på problemet er ikke at tage følelserne ud af ligningen. Snarere skal vi holde op med at orientere os mod idealet om rationalitet; vi skal lade være med at sætte offentlig debat på formel. Men det er svært, når debatten i så høj grad er organiseret af det algoritmiske rationale. Udfordringen er derfor ikke at gøre debatten mere rationel, men at frigøre følelserne fra algoritmernes greb. Og spørgsmålet er, hvem der kan påvirke udviklingen i retning af en debat, der er drevet af menneskelige følelser, men ikke sætter følelserne på formel.
Det kan platformene selv, naturligvis, mener de klar at påtage sig det ansvar? Og har vi lyst til, at de skal have det?
En ting er, at virksomhederne bag de sociale medier ikke er helt immune over for den kritik, der er regnet – og fortsat regner – ned over dem for at eksponere især børn og unge for skadeligt indhold af forskellig art (fra det klamme til det decideret grufulde). Noget helt andet er, om den løsning, platformene vil tilbyde, er tilstrækkelig. Den vil nemlig efter al sandsynlighed fortsat bygge på algoritmisk bearbejdning af data. Og skal man dømme ud fra eksisterende forsøg med indholdsmoderation ad den vej, så vil det nok føre til sanktioner mod nogle former for deltagelse, mens andre vil forblive upåvirkede.
Det er åbenbart meget lettere for algoritmer at genkende en brystvorte end et håndkantsslag – eller også er det mere nærliggende for menneskene bag algoritmerne at forbyde bare (kvinde)bryster end karatekampe.
Derfor er det afgørende, at politikerne er blevet mere og mere villige til at sætte ind med regulering, især på EU-niveau. I dag er der f.eks. lovgivning (den såkaldte Digital Services Act) om, hvad der skal fjernes, og hvor hurtigt det skal gå.
Men der er stadig nogen, der skal påpege konkrete problemer, hvad enten det er problemer med indhold, som ikke bliver fjernet, eller – hvilket er sværere at påvise – indhold, der fjernes uretmæssigt. Samtidig er der databeskyttelse (også kendt som GDPR), der forhindrer nogle former for profilering, men dog ikke gør op med den datadrevne forretningsmodel. Og så længe opmærksomhed er den hårdeste valuta i byen, spiller politikerne i lige så høj grad med på platformenes betingelser, som de spiller mod dem.
Samtidig med at reguleringen forsøger at dæmme op for nogle af de demokratiske udfordringer, som algoritmernes organisering af debatten skaber, er politikerne selv på mange måder underlagt netop denne organiserings præmisser – og de gør brug af dem snarere end at gøre op med dem.
Det gælder uanset, om man stiller op til europaparlamentsvalget, til det britiske parlamentsvalg eller som præsident i USA; hvis man vil vælges, må man ikke bare være til stede på de digitale platforme, men også slå igennem på platformenes betingelser. Altså, man må producere indhold, der prioriteres af algoritmerne og fænger brugerne.
Det peger på, at vi som brugere også kan gøre noget selv – og det endda inden for den algoritmiske logik. Altså, hvis vi fænges af andre typer indhold, vil det indhold også blive prioriteret, og dermed kan debatten ændre form. Det er dog ikke sådan lige at ændre sine egne følelsesmæssige reaktionsmønstre.
En af grundene til, at følelser er så stærke ingredienser i meningsdannelsen, er netop, at de er uden for vores egen kontrol. Det er selve grundproblemet ved, at algoritmerne sætter følelser på formel, at de via vores dataspor kan udnytte en viden om os, som vi ikke altid selv har fuld indsigt i.
Du kender det som overraskelsen, når du kigger op fra dit feed og bliver opmærksom på, at der er gået en halv time; hvor blev al den tid dog af? Og du kender det som den pludselige lyst til indkøb af nye opstrammende hudprodukter, håndvævede sengetæpper og bordlamper formet som badeænder; hvem skulle nu have vidst, at det lige præcis var det, du stod og manglede? Og hvem skulle tro, at din politiske holdning kunne formes lige så let som din købelyst?
Heldigvis er der forskel på sengetæpper og stemmeslugere. Når den algoritmiske logik flyttes fra opmærksomhedsfastholdelse og behovsskabelse til udveksling af synspunkter, bliver vi mere bevidste.
Det er trods alt svært ubemærket at skabe en interesse for og en holdning til et politisk emne fra det ene øjeblik til det andet, men over tid og gradvis påvirkes vi alligevel på måder, som det kan være svært at gennemskue. Fordi de ikke handler om vores holdning til noget konkret, men om selve vores evne til at forme synspunkter. Jo mere vant vi bliver til den hyggelige konsensus og den hadske konflikt, jo mere skeptiske bliver vi over for eksplicitte forsøg på at påvirke vores holdninger, og jo mere sårbare bliver vi over for algoritmernes implicitte påvirkning.
Det skaber en negativ spiral, hvor vi forankres stadig stærkere i det, vi allerede mener, og bliver mere og mere frakoblet fra positioner, vi er uenige i. Og det peger på, at vi har brug for større ændringer end som så. At vi har brug for et egentligt opgør med den algoritmiske forretningsmodel, der omsætter og udnytter vores følelser som data. Når vi alligevel har mulighed for at gøre noget, mens vi venter på (eller i fraværet af) revolutionen, så er det, fordi vi kan engageres af andre følelser – og blive bevidst om vores engagement.
Hvis hygge og had er de følelser, der engagerer mest og derfor prioriteres af algoritmerne, hvad kunne så være alternativer? Altså, hvilke andre følelser kan vække engagement, og kan de bryde mønstret for personaliseret polarisering?
Her rummer humor et særligt potentiale; et potentiale, der udspringer af, at vi ofte engagerer os i det, vi synes er sjovt. Dermed fungerer humor på algoritmernes betingelser, men tilbyder samtidig et alternativ til de to dominerende tendenser.
Alternativet kommer af, at det sjove i sig selv er kontroversielt, aldrig entydigt godt eller ondt, samlende eller splittende (husk altid at genbruge jeres pizzabakker, folkens). Humor kan bruges til mange ting, mange af dem dybt problematiske, men humor åbner også for fortolkninger og genfortolkninger. Samtidig med at humor skaber engagement, inviterer den til refleksion.
Det er en følelse, som vi bliver grebet af, men også kan tænke over – og tænke med. Risikoen er, at det bliver ved joken, men muligheden er, at debatten åbnes for endnu flere følelser, flere forskellige synspunkter og mere varieret og vedvarende engagement.
fortsæt med at læse
