Hvordan techvirksomheder, og big tech i særdeleshed, skal reguleres, har givet vestlige regeringer og EU betragtelige hovedbrud de seneste år. Store lovpakker, eksorbitante bødeforlæg og trusler om udelukkelse fra at operere og drive forretning i lande, regioner og på hele kontinenter, har indtil videre været den foretrukne strategi. Hvor mastodontiske, monolitiske og monopollignende techvirksomheder og big tech end er, har de alle en akilleshæl.
De fysiske datacentre, der udgør rygraden i onlinesøgetjenester, sociale platforme, kryptovalutatransaktioner, og hvad der i dag forstås ved internettet som sådan, kræver køling. Vandkøling. Vandforsyning er en del af den kritiske infrastruktur, som både nationalstater og supranationale organer som EU i vid udstrækning til stadighed har kontrol med. Lad reguleringen af big tech og andre onlineserviceudbydere starte med at kontrollere deres adgang til en ressource, der er en forudsætning for liv overalt i universet: vand.
Kun sjældent tænker vi på – om overhovedet – at forudsætningen for at kunne logge på sin sociale platformsprofil, sende en mail, søge efter de sidste nye sneaks på Zalando, scrolle på TikTok, få adgang til nyheder og hjælp fra ChatGPT, købe og sælge aktier via Nordnet, få andel i krypto-hypen, spille online Counter-Strike eller skubbe geometriske figurer rundt i Tetris sammen med en medspiller, der sidder i Bangladesh, har noget som helst at gøre med præcis den gennemsigtige, tørstslukkende væske, der kommer ud af hanen i køkkenet eller på toilettet.
En væske, vand, som intet tilsyneladende kan eksistere uden, selv om vi nok kunne klare os uden at skulle bruge gennemsnitligt 8,9 år af vores liv på mobilen, som en reklamekampagne forestået af et teleselskab, der opererer i Danmark, stolt har bedyret her i sommermånederne.
Vand er bogstaveligt talt forudsætningen for alt liv – det gælder også for internetserviceudbydere, techvirksomheder og big tech.
En opgørelse fra december 2023 viser, at der er små 11.000 datacentre verden over; for at køre kræver de 7,9 gigawatt elektricitet svarende til det forbrug, 6,5 millioner gennemsnitlige amerikanske husstande har årligt; selvsamme datacentre står for mellem 1 og 5 procent af den globale drivhusgasudledning, og markedet for datacentre anslås at ville nå svimlende 132,8 milliarder dollars i 2030.
De 11.000 datacentre udvikler varme med alle de beregninger, der kræves for at holde regnskab med ens netværk af venner på Facebook, hvor mange TikTok-challenges, der har mere end to millioner interaktioner, antallet af likes, jeg har fået på min sidste nye video uploadet til YouTube og mit seneste indkøb af bitcoins – og så er der mine forespørgsler til ChatGPT og anvendelsen af generativ AI generelt.
Indtil videre har datacentre med deres computere været mestendels luftkølede på samme måde som de computere, vi har hjemme og på arbejdspladser. Det er imidlertid ikke længere en gangbar løsning, for computere i datacentre stakkes nu så højt givet den beregningskraft, der skal til for at holde trit med onlineaktiviteten, at luftkøling ikke længere er effektivt. Således er flere og flere datacentre gået over til vandkøling. Imidlertid er det ikke en hvilken som helst form for vand, der kan anvendes til dette formål.
Der er oceaner af saltvand, men saltvand giver anledning til såvel saltaflejringer i kølesystemerne, erosion af røranlæg og er generelt besværligt at bruge til afkøling. Således er det typisk enten ferskvand eller en form for teknisk vand, hvad enten det er renset (spilde)vand eller afsaltet havvand, der skal anvendes. Mængderne, der skal bruges frem mod 2030, er eksorbitante. En artikel fra tidsskriftet Energy Conversion and Management fra 2023 spår, at energiforbruget til dataanvendelse vil gå fra 29,8 terawatt i 2020 til 112,7 terawatt i 2030.
Vandforbruget vil stige fra 145,2 millioner kubikmeter i 2020 til 546,7 millioner kubikmeter i 2030. Det vil betyde, at hvor vandforbruget til data per capita i 2020 var 0,29 kubikmeter, vil det stige til 1,1 kubikmeter i 2030.
Det beløber sig til ca. 3 liter om dagen anvendt til dataformål per person. Således vil den gennemsnitlige europæer bruge mere vand på internettet end mængden, der hældes i hovedet af selvsamme europæer dagligt.
Allerede nu forholder det sig således, at kryptovalutamarkedet i 2023 forbrugte 2,681 gigaliter ferskvand til bitcoinmining svarende til det årlige vandforbrug i hele Schweiz. Nogle bitcointransaktioner er så komplicerede beregningsmæssigt, kræver så meget energi og udvikler så meget varme, at vandkølingen alene til denne ene transaktion jævnt hen er den samme som den mængde vand, der forefindes i den mellemstore svømmepøl i baghaven.
OECD’s nylige rapport fra 2023 viser, at generativ AI vil kræve mellem 4,2 og 6,6 milliarder kubikmeter til vandkøling i 2027, hvilket svarer til mellem fire og seks gange det vandforbrug Danmark har på et år.
At udbrede fiberkabler og køre datacentre til den verdensomspændende internettrafik kræver strøm – masser af strøm til servere og afkølingssystemer – så det er ikke svært at forestille sig, at techvirksomheder inden længe vil formulere et ønske om og siden hen iværksætte deres egen energiforsyning, uafhængigt af de nationale elektricitetsnet, som de for indeværende benytter sig af og betaler for.
Men energiforsyning er en anden del af den kritiske infrastruktur – så hvad bliver det næste?
Opgør man inventaret, synes det, som om techvirksomheder og -giganter allerede har fingrene godt i drejeskiven for den kritiske infrastruktur, som vi kender den, og som OECD har opgjort til: data og cloudløsninger, rummet, mad og fødevarer, uddannelse, forskning og innovation, kommunikation, transport, forsvar og national sikkerhed, bankvirksomhed og finanser og sundhed – og så er der faktisk alene vandforsyning tilbage. Men det er kun et spørgsmål om tid, og der er allerede eksempler på, at techvirksomheder har villet erhverve sig ferskvandssøer og vandreservoirer rundtom i verden.
Det amerikanske Cisa – Cybersecurity & Infrastructure Security Agency – har regnet den ud og har et helt kapitel af deres organisation dedikeret til vand og vandsystemer, hvor det i overskriften hedder sig: »Beskyttelse af de systemer, der er ansvarlige for at levere vand, er af vital vigtighed for såvel nationens stabilitet som sundhed og udgør missionen for vand- og vandsystem-sektoren« under USA’s Cyber Defence Agency, som Cisa også benævnes. Vand opfattes her som decideret kritisk infrastruktur, der udgør såvel en forudsætning for liv, en vital del af økonomien og et sikkerhedspolitisk anliggende.
EU-Kommissionen er bekendt med noget tilsvarende og proklamerer, at EU’s politik på vandområdet over de sidste »30 år har været fokuseret på at beskytte vandressourcer og sikre, at ordentlig vandkvalitet i tilstrækkelige mængder er tilgængelig til alle legitime anvendelsesformål«, som det hedder sig på deres hjemmeside. Miljøstyrelsen under Miljøministeriet kom i december 2022 med rapporten ’Strategi for cyber- og informationssikkerhed i vandsektoren 2023-2025’, hvor det hedder sig: »Drikkevand og spildevand er blevet defineret som samfundsvigtige funktioner, og dele af vandsektorens infrastruktur betragtes som kritisk infrastruktur«.
I Danmark kommer 99 procent af drikkevandet fra grundvandsboringer. Med de 2.500 almene vandforsyninger og de ca. 2.000 forbrugerejede vandværker er den danske befolkning godt dækket ind. Størstedelen af vandforsyninger og vandværker er enten organiseret i Danva –interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber – eller Danske Vandværker, som vil »være kendt som Danmarks medlemsdemokratiske drikkevandsforening«. Ydermere bekendtgør Danske Vandværker, at »omkring hvert andet glas vand, der drikkes, kommer fra forbrugerejede vandværker«, og slutteligt, at »vandforsyningen er drevet og ejet af os, der bruger vandet. Drikkevand fra hanen er altså noget vi ejer i fællesskab – derfor kalder vi det for vores vand«.
I betragtning af hvor væsentligt vand er – også i informationstidsalderen – er såvel Danva som Danske Vandværker nogle ikke ubetydelige civilsamfundsaktører, der sammen med staten og diverse ngo’er kan lægge pres på techvirksomheder og big tech.
Efterhånden har vi forstået forretningsmodellen for mange techvirksomheder og big tech. At tage brugernes opmærksomhed via information genererer engagement, hvilket giver trafik på platformen; onlinetrafik genererer data om brugerne; disse data høstes, analyseres og sælges som målrettede reklamepakker til interesserede annoncører.
De egentlige kunder er annoncørerne: Så længe man ikke betaler, er man ikke kunden, men produktet. Godt nok fremstår det, som om en profil på TikTok, Facebook eller Insta er gratis. Brugerne betaler imidlertid blot i en anden valuta i form af opmærksomhed og data. Således er man som bruger reduceret til produktet.
Men det bliver bedre endnu for techvirksomhederne: Data er exceptionelt værdifulde, når de aggregeres og samkøres til big data. Det kan bruges til at forudsige fremtiden. Data kan afdække mønstre om fortidens adfærd, der igen kan være retningsgivende for sandsynlig fremtidig adfærd blandt brugere.
Alle data er, når alt kommer til alt, kreditinformation om brugere eller borgere: Hvad er brugerne eller borgerne værd som medarbejdere, patienter, forsikringstagere, trafikanter, ægtefæller, forældre, huskøbere, vælgere, venner eller vandskisportsudøvere? Hvad er en bruger eller borgers kreditværdighed i alskens anliggender, der strækker sig fra det professionelle over det personlige til det ligefrem private? Alle data som kreditinformation om brugerne og borgernes værd er ikke blot værdifulde at have, men aldeles ressourcekrævende at indhente. Således ender det atter i energi- og vandforsyningsproblematikken.
Med den informationsbårne infrastruktur, som techvirksomheder, internetserviceudbydere og big tech har stillet til rådighed, er problemer vedrørende forretningsmodellen, ytringsfrihed, udbredelsen af børneporno, mistrivsel blandt unge på nettet, online-ludomani, spredningen af fake news og misinformation og markedsdominans nu alle blevet problemer i samme økosystem, hvor energisikring og vandforsyning også hører hjemme. Er man i tvivl om, hvor techvirksomheder og big tech er på vej hen, så følg magten og pengestrømmene i dette økosystem.
Økosystemet har imidlertid en rygrad, der samtidig er en akilleshæl, der er givet ved den svært energikrævende hardware og vandkølingen af selvsamme.
Om eksempelvis Miljøministeriet, Erhvervsministeriet, Børns Vilkår og Red barnet gik sammen med Danva og Danske Vandværker, udgør de sammen en ikke ubetydelig magtfaktor i den informationsbårne infrastruktur. Hvis big tech og techvirksomheder i øvrigt ikke vil beskytte børn mod misinformation, fake news, eksponering af (børne)porno, rovmarketingskampagner, vanedannende onlinespil og -ydelser, så – ud over bødeforlæg via EU’s lovpakker i form af Digital Markets Act, Digital Services og den nyligt vedtagne AI Act – lukkes der for vandforsyningen til datacentre i Danmark. Tilsvarende på EU-niveau, hvor medlemslandene typisk har hel eller delvis kontrol med egen vandforsyning. EU’s lovpakker kan stå for retssager og bødeforlæg. Hvis det ikke er nok for at få techvirksomheder og big tech til at efterleve forordningerne i lovpakkerne, lukkes der for vandet til deres respektive datacentre i Europa.
Vand er vores, det er en forudsætning for liv, en del af kritisk infrastruktur, så ud fra en demokratisk betragtning er det en livsnødvendig ressource, som vi i fællesskab beslutter hvad skal bruges til.
Begynder vi at tænke vandforsyning som en del af kredsløbet for den informationsbårne infrastruktur, er nationalstater og supranationale organer ikke magtesløse over for techvirksomheder generelt og big tech i særdeleshed. Lukkes der for vandet, må Mark Zuckerberg og Elon Musk lade deres kurfyrstelige for at køle datacentrene, der kører Meta og X. Interessant bliver det i så fald at se, hvor langt det rækker.
fortsæt med at læse
