Medierne har i mere end et år været fyldt med beretninger om det stigende forbrug af opioider i Danmark. Fortællingen kommer i forlængelse af de voldsomme tilstande, der især har ramt USA, hvor de døde skal tælles i hundredtusinder som resultat af opioidmisbrug.
Frygten for amerikanske tilstande har fået danske politikere til at foreslå hårdere straffe ved illegalt salg, men der er brug for langt mere, hvis vi skal undgå en yderligere eskalering og se en reduktion af det aktuelle misbrug. Der er brug for en tværfaglig vidensbaseret indsats og en ændring af, hvordan vi som samfund ser på misbrug.
Danmark plejede at være et foregangsland, hvad opioider angår, da det danske sundhedsvæsen er førende i at udvikle tekniker inden for kirurgi og anæstesi, som mindsker brugen af stofferne. For cirka ti år siden, da opioidkrisen bragede igennem i USA, valgte amerikanske læger derfor at besøge Danmark for at forstå, hvad vi gør, siden vi ikke havde det samme problem. Efter mødet gik man fra amerikansk side intensivt og koordineret til værks for at forstå grunden til opioidkrisen og afdække eventuelle løsninger.
I USA fik man bremset sundhedsvæsnets udskrivning af opioider, men det løste ikke problemet. Man kom ganske enkelt for sent i gang. Opioiderne havde på daværende tidspunkt sat sig i det amerikanske samfund, udhulet folkesundheden, ødelagt familier og præget en hel generation af de mest udsatte grupper. Nu ser vi i Danmark nogle af de samme bekymrende tendenser, især blandt de unge.
Vi har hvilet for længe på laurbærrene og har ikke haft en tidssvarende indsats. Der har været tiltag rettet mod at reducere lægers udskrivning af opioider, men for almindelige mennesker er stofferne mere tilgængelige end nogensinde – også blandt grupper, der ikke har et direkte medicinsk behov.
Og det er bekymrende. Opioider har bivirkninger, der er værre end mange andre lægemidler. Alt fra svimmelhed og koncentrationsbesvær til påvirket vejrtrækning samt i yderste konsekvens respirationsstop og død. Hertil en hurtig og afgrundsdyb afhængighed, der betyder, at opioiderne trækker uhyggelige spor igennem liv og fællesskaber og ofte er en vej ud i kriminalitet.
Danmark er selvsagt ikke USA, men i en foranderlig global verden er vi sårbare over for de samme mekanismer, der har ramt amerikanerne. Danske kroppe bliver afhængige på samme måde, som amerikanere gør.
Danske læger og sygeplejersker er som amerikanerne også sårbare over for falske påstande om, at f.eks. Oxycodon er mere sikkert og har færre bivirkninger end morfin, trods et beviseligt højere misbrugspotentiale som følge af det sus det giver.
Lad det være sagt med det samme; vi har brug for opioider i sundhedsvæsenet, når vi f.eks. skal opereres eller har andre akutte stærke smerter. Opioider er ofte uundværlige, men udviklingen er bekymrende, og der et presserende behov for en øget forståelse af det bekymrende forbrug samt samspillet mellem lægeordinerede og illegale opioider.
Hvis man ser på tallene fra Sundhedsdatastyrelsen, var der i 2021 ca. 400.000 danskere, dvs. ca. 7 procent af alle fra vugge til grav, der indløste recept på opioid i en eller anden form. Heraf var ca. 150.000 kroniske opioidbrugere, der dagligt tager opioid udskrevet af læger.
Er dette et acceptabelt niveau? Ikke hvis man ser på nylige studier af f.eks. patienter med rygsmerter, hvor opioider ikke reducerer smerter efter 3 mdrs. behandling, men har dobbelt så høj risiko for afhængighed som andre smertestillende præparater. Der mangler et nationalt tilbud til de mange patienter, som aktuelt er i behandling med opioid, hvor mange angiveligt kan udtrappes med deraf følgende færre bivirkninger og øget livskvalitet.
Men når man så alligevel bliver nødt til at udskrive opioid pga. smerter, så er der mere, der kan gøres. I amerikanske studier bliver op mod 70 procent af opioiderne ikke indtaget af den patient, der har købt dem. Pillerne bliver taget med hjem, men ender i medicinskabet, for senere eventuelt at blive indtaget som rusmiddel snarere end smertelindrende af andre end patienten. Yderligere deler borgere, også danske, opioider med hinanden for at hjælpe, hvilket er endnu en mulig vej til misbrug.
En helt oplagt måde at reducere mængden af udskrevet opioid vil være at tillade apotekerne at ompakke til præcis det antal, en læge har fundet nødvendig. I dag er det dog sådan, at der kun kan udskrives i pakkestørrelser, som defineres af producenterne, og hvor mangel på små pakker medfører, at der må udskrives den næstmindste, f.eks. fra 30 til 100 tabletter.
Dette betyder, at patienten dels spiser flere end ellers, det såkaldte ’super-size me’ princip, men også at der kommer flere opioider i hjemmene med risiko for spredning til andre. Hvad der sker med disse ubrugte tabletter, er ikke systematisk undersøgt, men den kriminologiske forskning peger på en del af svaret.
Fra kriminologisk side kan vi se, at der sker en spredning til det øvrige samfund enten gennem omdeling, salg eller tyveri. Københavns Universitet har for nyligt lavet en undersøgelse af opioidmisbrug blandt unge i København, hvor det stod klart, at der er unge, som deler medicin med andre, uden at de har et medicinsk behov for det.
Det har længe været tydeligt i forhold til Ritalin, der kan udveksles og indtages som speed, men det er i stigende grad også tydeligt i relation til overskydende opioider, hentet fra medicinskabe rundt omkring i hjemmene. Og der er en kultur med negligering af farligheden.
»Det er jo bare medicin« eller ’stærke panodiler’, siger en del af de unge, på trods af at det er overordentligt afhængighedsskabende medicin, der påvirker ens evne til at fungere i hverdagen og under uddannelse samt have et meningsfuldt liv.
Når medicinskabene er tømt, så søger flere på det sorte marked, der er i drastisk vækst via opioider fra vores nabolande. Og de bliver solgt fra kiosker, af bandegrupperinger og via pushere på sociale medier i en sådan grad, at de nu er blevet en bestanddel af de populærkulturelle dynamikker. og der er en idyllisering af opioidmisbrug på sociale medier og i populærkulturen. »Det en fantastisk dag med lacag på sin lomme. Ringet til dolol manden og sagde, at han sku’ komme«, rapper Heefner, som blot et eksempel på, at det ses som smart, at ’poppe dolol’ i visse miljøer.
I en situation, hvor der er meget lidt koordineret oplysning til unge om opioider, kan det være, at vi skal spørge os selv, hvor vi helst vil have, at de får deres informationer fra, og hvordan vi kan finde frem til en bedre måde at informere på.
Vi har således brug for bedre indblik i, hvordan opioider breder sig, og i de miljøer, hvor misbruget stiger. Danmark får formentlig ikke amerikanske tilstande, til det er vores samfund og sundhedsvæsen for velfungerende, men især forbruget blandt unge i specifikke bydele og landsdele er bekymrende stigende.
Det lægefaglige hænger her sammen med det kriminologiske. Vi har et akut behov for en dybere undersøgelse af, hvordan opioider bevæger sig fra fabrik til forbruger, om det så er via recepter eller uden om dem via smuglerruterne. Vores forskning indikerer, at en del går via Østeuropa, en del via Balkan og del via Marokko. En reel afdækning af flows- og forbindelser er nødvendig, før vi kan koble de legale til de illegale opioider – og dem til internationale smuglerruter samt de rocker-bandegrupperinger, som står for videresalget på gadeplan.
Hvad skal vi stille op med det eskalerende samlede forbrug af opioider især blandt unge, som viser sig i Center for Rusmiddelforsknings tal?
Hårdere straffe kan ikke stå alene, men vi skal kunne tilbyde behandling til opioidafhængige for at undgå tragedier og i yderste tilfælde dødsfald. Allerede nu bør myndighederne tage stilling til, hvor ansvaret for behandlingen skal ligge for at hjælpe dem, der aktuelt ingen steder har at gå hen. Den fragmenterede misbrugsindsats ses ved, at der er tre instanser der p.t. varetager misbrugsbehandling: praktiserende læger, regionerne og kommunerne.
En kortvarig nedtrapning kan i visse tilfælde forsøges af en praktiserende læge, men nedtrapning af opioider er konfliktfyldt, inklusive usikkerhed om, hvorvidt medicinen tages af patienten eller sælges til andre. Ligeledes er familier bekymrede over at indskrive deres unge i behandlingstilbud, af frygten for at det yderligere definerer dem som misbrugere. Regionerne vil typisk have ansvaret, hvis der er tale om en ung med svær psykisk sygdom, men tilbage står alle de andre unge, der er endt i et misbrug uden en psykiatrisk diagnose?
Kommunerne har et ansvar under servicelovens §101 for at tilbyde behandling for stofmisbrug. Men kommunerne befinder sig i en overgangsfase, hvor de er ved at overdrage en del af misbrugsbehandlingen til regionerne og er vanskeligt stillet i forhold til de stigende antal af opioidbrugere, vi ser.
Hvad man gør med familier i kommuner, hvor unge ned til 13-14 år af og til dukker op med et forbrug af opioider, er altså ikke helt entydigt, ligesom konsekvenserne og problematikkerne forbundet med behandlingen skal undersøges og frem i lyset, så vi kan gøre det bedre endnu.
Det positive er, at en professionel misbrugsbehandling hjælper mange, men kræver en nedtrapning eller en længerevarende behandling med et aktivt opioid, som tager abstinenser og trang. Det kan være i ambulant regi, hvor den unge kommer flere gange om ugen i gruppe og deltager i aktiviteter med andre. Men det kan også være døgnbehandling, hvor den unge får et ophold på en institution af nogle uger eller måneders varighed. Intensiv behandling er i sagens natur dyrt, og hvis vi som samfund mener, at dette tilbud skal være tilgængeligt for opioidafhængige, er vi også nødt til at tage stilling til, hvordan en hensigtsmæssig finansiering ser ud.
Vi må under alle omstændigheder slå fast, at vi ikke kan leve med, at en stor gruppe af mennesker med opioidafhængighed går uden behandling. Patienterne lider under afhængigheden, deres pårørende lider under afhængigheden, og den medicin, de ligger inde med, kan havne hos andre. Derfor skal behandling være tilgængeligt hurtigt og let, uanset hvor i landet de er, og uanset hvordan de er blevet afhængige af opioider. Spørgsmålet er, om vi har de rigtige modeller til behandling af unge med opioidafhængighed, hvis der kommer den yderligere stigning, som vi frygter.
Samlet set er der stor usikkerhed om, hvordan unge med afhængighed af opioider skal behandles. Samtidig kan man også diskutere, hvilke behandlingsmuligheder der skal tilbydes.
Situationen i Danmark er ikke som den amerikanske, men vi skal for alt i verden ikke falde i søvn bag rattet, når det gælder om at gøre noget ved opioidmisbruget i befolkningen.
Stoffet er uhørt vanedannende, og misbrug spreder sig på tværs af sociale grupper og lag. Opioider er unikt farlige, ved at forskellen fra rus til død er meget lille, når det gælder, hvor meget man indtager. Det er med flere længder det rusmiddel, som er forbundet med den største dødelighed!
I Sverige har man allerede haft flere bølger af højpotente opioider og dertilhørende dødsfald. I Norge har antallet af narkotikarelaterede dødsfald været stigende siden 2013, og andelen, som skyldes opioider har ligeledes været stigende fra 8 procent i 2013 til 17 procent i 2023.
Hvordan de danske tal for de nuværende år ser ud, når vi får dem, kan man derfor frygte. For det er sådan med rusmiddelproblemer, at hvis det sker i vores nærområde, så sker det med alt sandsynlighed også snart her. Vi behøver ikke at vente, før vi handler.
Kronikken her kan således læses som et opråb om, at vi i Danmark samles om en multidisciplinær indsats, hvor den planlagte øgede straframme af illegalt salg suppleres med en række tiltag.
For det første skal vi have et bedre vidensgrundlag at arbejde ud fra for sikre de bedste og mest bæredygtige løsninger.
For det andet er vi nødt til at tale om problemet på saglig og sober vis, når der kommunikeres fra myndigheder til borgere. Debatten skal kunne tages i hjemmene uden dæmonisering og skræmmekampagner, så folk ved, hvad de står overfor, og de afhængige søger hjælp.
Især unge skal informeres om, at opioider ikke er ufarlig medicin, men vejen til afhængighed og tabte muligheder.
For det tredje skal vi arbejde på en udbygning af behandlingstilbud til misbrug af illegale opioider og udtrapning af receptpligtige opioider.
Og for det fjerde informeres om, at ubrugt medicin skal leveres til apoteket til destruktion, og at vi ikke deler medicin med hinanden. For det femte skal apotekerne kunne ompakke til mindre doser og afvise indkøb af nye opioider, hvis man kan se, at patienten har købt for nyligt.
Opioidafhængighed er ikke let at komme ud af som individ eller samfund, men ved at vågne op og samle os om en tværfaglig indsats har vi en chance for at undgå at havne der, hvor andre lande er endt.
fortsæt med at læse
