For to et halvt år siden kom jeg hjem til Danmark efter at have boet på Bali i syv år. Min tid på den indonesiske vulkanø var vitterlig et sandt eventyr; Bali er ikke bare et tropisk paradis, men er på godt og ondt en ø, der er dybt præget af den hinduistiske kultur og religion og et ikkeeksisterende velfærdssystem.
Kvinders rettigheder lader meget tilbage at ønske, og eftersom det offentlige renovationssystem på Bali er utroligt ringe, er der problemer med plastikaffald, som den almindelige dansker næppe kan forestille sig omfanget af. Der er plastik allevegne i naturen på Bali; det bliver smidt i floderne i hele Indonesien, og det brusende vand fører det ud i havet.




























